Forført til succes

Margaret Whitton og Michael J. Fox.

Forrige år, nærmere bestemt 2022, startede jeg en juletradition. Ingen jul uden Michael J. Fox, proklamerede jeg. Året efter havde jeg lykkeligt glemt dette løfte til min barndomshelt. Nu er det tid til at genoptage det.

Min december starter derfor med en god, gammel 80’er-komedie kaldet Forført til succes (originaltitel: The Secret of My Success). Instruktøren er Herbert Ross, hvis øvrige værker bl.a. tæller Footloose.

Brantley Foster (Fox) er en nyudklækket college-student fra Kansas. Han flytter til New York for at blive til noget, men det er nemmere sagt end gjort. Den unge mand er ambitiøs, men også desperat. Han tager modvilligt et job i postafdelingen i sin onkels firma.

Herfra udvikler filmen sig til en hed affære i bogstavelig forstand, da skæbnen sender ham i armene på chefens kone. Deraf den danske titel. Han får også en god idé til at komme højere op på karrierestigen og forelsker sig i en af firmaets unge karrierekvinder.

Hun spilles af selveste Supergirl, altså Helen Slater, der udfyldte rollen som Supermans kusine i 1984. Uheldigvis har onklen allerede en affære med hende, mens hans forsmåede hustru ikke vil opgive sin elskovstagfat med unge Foster.

Det er en forviklingskomedie, hvor lige dele sort uheld og ungdommeligt vovemod skaber det værst tænkelige miks af forretninger og fornøjelser. Du gætter hurtigt, at det naturligvis må ramle før eller siden. Men rejsen derhen er brolagt med sjove scener og sød romantik.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.