R. Lee Ermey som sergent Hartman.
Full Metal Jacket er et krigsdrama fra 1987 instrueret af Stanley Kubrick, filmmageren bag klassikere som The Shining, Spartacus, 2001: A Space Odyssey og mange andre.
Den er baseret på The Short-Timers, en roman af Gustav Hasford fra 1979. Han var journalist, forfatter og krigskorrespondent under Vietnam-krigen. Fortællingen er semi-selvbiografisk og delvist baseret på hans oplevelser.
Handlingen følger en gruppe unge rekrutter fra deres første træning til den barske virkelighed på slagmarken i et fremmed land. Disse tæller bl.a. Matthew Modine og Vincent D’Onofrio, som begge er nået vidt siden da.
Jeg er ikke hundrede procent sikker på, om jeg må grine, eller de faktisk mente det alvorligt. Det var trods alt en anden tid. Men R. Lee Ermeys karakter, sergent Hartman, er skidesjov i åbningsscenen.
Han er en ondskabsfuld satan og oftest modbydelig imod de stakkels grønskollinger. Især Leonard aka. Gomer Pyle. Det er ikke sjovt. Men Hartman er samtidig som en parodi på sin egen stereotype karakter, og hans verbale udgydelser er nu og da geniale.
Bidende satire og brutal alvor
Jeg tør ikke sige, om det var præcis sådan, eller de overdriver. Men det er som en grotesk blanding af bidende satire og brutal alvor. Hartmans metoder virker både dumme og decideret skadelige. Men samtidig kan der ligge en kynisk snuhed bag dem.
Under alle omstændigheder er det en systemkritisk anti-krigsfilm, uanset hvor stor en kultfigur, Hartman er blevet, og hvor ofte folk citerer de udplukkede, sjove og seje replikker, den trods alt er fuld af.
Den er opdelt i to akter, træningen og krigen. De udspiller sig meget forskelligt, og første akt er den bedste fortælling. Anden akt hakker mere og hopper mellem forskellige sekvenser og situationer. Det ene øjeblik er der f.eks. krig. Det næste øjeblik forhandler de om en luder.
Der ligger subtile kommentarer om hele det militærpolitiske cirkus i alle scener, men som en samlet fortælling er anden akt mere løs i kanterne. Mere rodet og retningsløs. Men slutningen er stærk, og budskabet står fast.
Krig er noget lort.
