Ghost er et romantisk fantasy-drama fra 1990 instrueret – til min store overraskelse – af Jerry Zucker. Sammen med Jim Abrahams og sin bror, David, har han lavet komedier som Airplane!, Top Secret! og Ruthless People.
Her spiller han med andre bolde og nye regler. Selvom der også er humor i Ghost, primært da Whoopi Goldberg dukker op, er der drama og romantik i et større omfang og på et andet niveau end i de nævnte komedier.
Derfor har han castet Patrick Swayze og Demi Moore som filmens lykkeligt forelskede kærestepar. Han var hr. Dirty Dancing, og hun var pigen i romantiske komedier som About Last Night og One Crazy Summer.
Han er bankmand, og hun er skulptør. De er lige flyttet sammen, og de elsker hinanden til tonerne af The Righteous Brothers’ Unchained Melody i en klassisk filmscene, brormand David spoofede i The Naked Gun 2 1/2.
Når alt er så godt, går det som regel galt. Her er titlen en stor ledetråd. Swayze myrdes, men vender tilbage som et spøgelse med uafsluttede gøremål. Han skal bare lige regne ud, hvordan spøgeriet fungerer.
Bestået svendeprøve
Det er instruktørens første film på egen hånd, men også hans første alvorlige film. Der er spænding og drama, og temaerne vejer tungere. Det er en film med store følelser. Faktisk håbede forfatteren på instruktører som Stanley Kubrick eller Miloš Forman.
Det er også en effektfilm, og selvom de er relativt få og små ift. større film som Star Wars og lignende, skal de stadig være gode, så de ikke forstyrrer fortællingen. Zucker har således haft masser at se til og lære.
Han består svendeprøven. Han er vokset med opgaven og har klaret alle manuskriptets aspekter med bravur. Han har formentlig ikke lavet den samme film, som Kubrick eller Forman ville have gjort. Men han har skabt en anmelderrost genreklassiker.
Det overrasker mig, hvor mange kræfter især Swayze og Moore lægger i deres præstation. Fantasy eller ej, de har tydeligvis taget opgaven alvorligt, og det gør filmen langt stærkere, end man husker.
Den blev nomineret til fem Oscars og vandt to. Den ene for manuskriptet og den anden til Goldberg som bedste kvindelige birolle.
Den er spændende, sjov, smuk og rørende. Lige som f.eks. Back to the Future mikser den genrerne og skaber en unik oplevelse. Den ramte mig hårdere, end jeg forventede.
