Halloween III: Season of the Witch

Tom Atkins og Stacey Nelkin.

Halloween III: Season of the Witch er en gyser fra 1982 skrevet og instrueret af Tommy Lee Wallace. Han er også manden bag bl.a. Fright Night 2 og Stephen Kings IT.

Selvom filmen er produceret af John Carpenter og Debra Hill, og den har fået titlen Halloween III, har den intet med de to forgængere eller Michael Myers at gøre. Den fortæller en helt anden historie med et Halloween-tema.

Tom Atkins, kendt fra bl.a. Tågen, spiller en doktor, der rodes ind i en mystisk affære, da en patient myrdes på hospitalet. Tilsyneladende af en galning. Det viser sig at handle om masker fra en ondsindet legetøjsfabrikant.

Det er lidt overraskende, at de valgte en helt ny og meget forskellig retning efter to film med Michael Myers og Laurie Strode. Men Carpenter og Hill ønskede at forvandle franchisen til en antologi, hvor hver film havde sin egen Halloween-inspirerede fortælling.

Publikum blev hjemme, og derfor måtte den berygtede seriemorder med den hvidmalede William Shatner-maske vende tilbage i den fjerde film, som bogstaveligt talt fik undertitlen: The Return of Michael Myers.

Det er en dog udmærket film i sin egen ret. Mystisk og uforudsigelig. Ikke en slasher- eller ungdomsgyser, men snarere en fortælling a la Stephen King og H. P. Lovecraft. Især den lille, indspiste by, hvor legetøjsfabrikken ligger, er som taget ud af deres værker.

Selvom Carpenter ikke har instrueret, er det en film efter hans hoved. Jeg tænkte flere gange på Tågen og They Live. Den har et strejf af begge på hver sin måde. Det er god, gammeldags uhygge.

I skrivende stund kan du se den gratis med reklamer på Rakuten TV.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.