Happy!

Happy er Haileys usynlige fantasiven. Han er en lille, lyseblå enhjørning med bittesmå vinger, et lyserødt horn i panden og en kropsfacon, der minder mere om et tegnefilmsæsel. Og så lyder han præcis lige som Patton Oswalt, en fyr, du måske husker som den lille, tykke nørd i TV-serien Kongen af Queens.

Handlingen følger Nick Sax, tidligere politimand nu fordrukken lejemorder, der helst bare vil lægge sig ned og dø – eller i det mindste sove rusen ud – men får en brat opvågning, da Happy dukker op og har brug for hans hjælp til at redde Hailey, som er blevet kidnappet af en ond julemand.

Hvis du synes, præmissen lyder syret, tager du ikke fejl. Det er en sort komedie med masser af skør humor og skæve karakterer i en historie, der byder sex, stoffer og masser af vold i vilkårlig rækkefølge. Det er en forbløffende vellykket opskrift på et vanvittigt juleeventyr, og selvom der er længe til den næste omgang nissebryg, er der ingen grund til at vente.

Christopher Meloni lægger krop til seriens ufrivillige antihelt. Han er bedst kendt som politimanden Elliot Stabler i TV-serien Law & Order: Special Victims Unit, men han demonstrerer et overraskende komisk talent i Happy!, og han og Patton Oswalt er et forrygende makkerpar.

Du kan se hele første sæson på Netflix. Syfy bestilte anden sæson en måneds tid efter premieren, så den lander formentlig samme tid næste år.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.