
Hvem snørede Roger Rabbit? (originaltitel: Who Framed Roger Rabbit?) er en delvist animeret krimikomedie fra 1988 instrueret af Robert Zemeckis (Tilbage til fremtiden). Den er løst baseret på Who Censored Roger Rabbit?, en roman af Gary K. Wolf.
Handlingen foregår i 1947 i en alternativ virkelighed, hvor tegnefilmsfigurer lever side om side med rigtige mennesker. Roger Rabbit er filmstjerne hos Maroon Cartoon Studios, og han er gift med den ypperligt velkurvede Jessica Rabbit.
Bob Hopkins er privatdetektiven Eddie Valiant. Han hader ‘toons,’ men barregningen betaler ikke sig selv, så han lader sig hyre til at skygge Jessica, for at opklare, om hun er Roger utro. Det udvikler sig til en mordsag med baggrund i et større komplot.
Imponerende svendestykke
Det er en genreklassiker og et imponerende svendestykke, som stadig er overraskende flot i dag. At blande tegnefilm og rigtig film kræver ganske vist kun en filmrulle og malegrej, men interaktionen kræver masser af andre tricks.
F.eks. er der en scene, hvor Roger brager igennem en nedrullet persienne og vinduesrude. I vanlig tegnefilmsstil efterlader han et perfekt formet hul i begge dele. Det har de lavet i ét shot. Jeg ved ikke hvordan.
Historien er sjov, spændende og fuld af overraskelser. Der er mange velkendte tegnefilmsløjer i en ny kontekst, men der er også masser af nye idéer. Blandingen af tegnefilm, thriller, 40’ernes noir-stil og mere voksenvenlig humor er perfekt.
Du kan se den på Disney Plus.











