
K-Pop Demon Hunters er en 3D-animeret fantasy-musical fra 2025 skrevet og instrueret af Maggie Kang og Chris Appelhans. De har tidligere arbejdet sammen i andre roller på bl.a. Den bestøvlede kat og Rise of the Guardians.
Handlingen følger en sydkoreansk popgruppe kaldet Huntrix. De er det hotteste navn i musikbranchen netop nu, men også dæmonjægere. Dem slagter de med alskens energivåben og kung fu, men deres vigtigste våben er faktisk musikken. Deres stemmer opretholder nemlig en magisk barriere, som holder underverdenen nede og beskytter menneskeheden.
Ikke overraskende ønsker dæmonerne at nedbryde barrieren, så de kan smovse i friske menneskesjæle. Fem musikalske djævle samler et boyband for at udfordre Huntrix og nedbryde deres musikalske indflydelse. Da en af pigerne samtidig har en hemmelighed, er det nemt at skabe disharmoni i pigegruppen.
Det er en familiefilm for børn, unge og barnlige sjæle. Alle kan være med. Fortællingen er en klassisk kamp mellem gode og onde kræfter, hvor karakterernes eget sammenhold og selvsikkerhed er på spil. Nogen skal lære, at de er gode nok, som de er. Andre skal sone fortidens synder.
Den musikalske vinkel og det kulturelle særpræg drysser masser af frisk tryllestøv i maskineriet. Samtidig udfordrer den de gamle opskrifter. F.eks. er der ingen komiske biroller, som man ofte ser i tegnefilm. Ingen Timon og Pumba. Der er ganske vist en stor kat og en fugl med en hat. Men de er mere plotelementer end karakterer.
I stedet er pigerne selv både sjove og fjollede. Mangastilen leverer visuel humor, der vækker minder om gode, gamle Looney Tunes. Herunder er nogle eksempler. Det er mægtigt kreativt og skørt, men sjovt og mere moderne end store øjne og bankende hjerter.
Du kan se den på Netflix.










