Kæledyrenes hemmelige liv 2

Kæledyrenes hemmelige liv 2 (originaltitel: The Secret Life of Pets 2) er en 3D-animeret actionkomedie fra 2019 instrueret af Chris Renaud. Han er en af Illuminations faste folk og manden bag bl.a. tre af Grusomme mig-filmene samt forgængeren til denne.

Hundene Max og Duke er tilbage. Denne gang har deres ejer, Katie, fået en kæreste og sit første barn, drengen Liam. Max er overbeskyttende og evigt nervøs, og den lille familie beslutter at tage en ferie på landet. Her møder de masser af nye dyr samt hyrdehunden Rooster.

Hjemme i byen har Max betroet sin yndlingsbold til Gidget, og sørme om hun ikke mister den. Samtidig forsøger kaninen Snowball at være nabolagets nye superhelt, og det fører ham ud på en mission for at redde en hvid tigerunge i fangenskab hos en ond cirkusejer.

Der sker lidt af hvert med hele tre sideløbende plot. Men det balancerer fint, og især de to redningsmissioner er gode dyreparodier af action- og superheltefilm. På gården får vi en fortælling, der minder mere om Herretur med Billy Crystal og Jack Palance.

Det er en sjov familiefilm med gode budskaber. Masser af god underholdning. Den fejler faktisk ingenting. Lige som med den første film er det eneste kritikpunkt, at den er som Toy Story bare med dyr i stedet for legetøj. Alting er lavet allerede.

Men det gælder jo også i alle andre genrer og live-action-film. Når den originale vinkel er sværere at finde, handler det om gode karakterer og de små detaljer.

Her brillerer den. Især alle de sekundære karakterer er supergode. Derfor er det ekstra fedt, at de får hovedroller i separate handlingsforløb. Max løber ganske vist med filmens budskab. Men de andre stjæler sin store del af spotlyset.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.