Kalendermordene

Kalendermordene (The January Man) er en thriller fra 1989 med en perlerække af tidens aktuelle navne; Kevin Kline (Fisken de kaldte Wanda), Mary Elizabeth Mastrantonio (Dybet), Alan Rickman (Die Hard), Susan Sarandon (Heksene fra Eastwick), Harvey Keitel (Den sidste fristelse), Danny Aiello (Lunefulde måne), og så lige veteranen Rod Steiger (I nattens hede).

Advarsel! Spoilere i dette afsnit! Okay, hold tungen lige i munden og følg med. Mary er borgmesterens datter. Hendes veninde myrdes af en seriemorder, og borgmesteren hidkalder Kevin via Kevins bror, Harvey, der er kommissær. Kevin er tilsyneladende en genial efterforsker, men han arbejder som brandmand efter en skandale, der udløste en fyreseddel. Desuden er Harveys kone Kevins ekskæreste, og han er stadig vild med hende, så han accepterer at vende tilbage, hvis han må invitere ekskæresten på middag – alene. Ingen Harvey. Konen er Susan. Hun accepterer at blive kastet rundt mellem de to som en præmiegris, men hun bider ikke på andet end middagen. Kevin tager opgaven og møder borgmesterens datter. Hun er ung. For ung siger Kevin. Men de finder sammen alligevel. Politichefen Danny kan ikke lide Kevin, fordi han er en “beatnik.” Allan er kunstner, og Kevin tager ham med på opgaven, fordi han også kan bruge en computer. Og klatte lidt kunst på væggene i politistationen. Og så er der også noget med en annulleret check udstedt til Harvey, som har et eller anden med skandalen, der fik Kevin fyret at gøre.

Forvirret?, som annoncøren altid spurgte efter det indledende resume i TV-serien Skum (Soap). Det ville ikke overraske mig, for plottet er i svimlende grad fyldt op til randen af sidehandlinger og trekantsdramaer, og mange af trådene forbliver uforløste, da rulleteksterne ruller.

Samtidig er filmen en overraskende blanding af drama og humor, og den bliver nærmest til en falden-på-halen-komedie i tredje akt. Det er overraskende, og som thriller rammer den aldrig rigtigt plet. Der er en smule mordmysterie-elementer her og der, men de træder ofte i baggrunden.

Det er svært at belønne den. Men jeg vil nu alligevel sige, at jeg var i godt selskab, både i sofaen og på skærmen, og jeg endte med at hygge mig af primært nostalgiske årsager. Trods den komplicerede handling med de mange afstikkere, fandt jeg en rød tråd, der var tilpas underholdende, ikke mindst på grund af ufrivilligt morsomme scener og replikker samt oftest kompetent skuespil fra de folkekære aktører.

Nøgleord: , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *