Klodernes kamp

Klodernes kamp (The War of the Worlds) er en science fiction-gyser fra 1953 baseret på H.G. Wells’ berømte roman fra 1898. Det er første gang, jeg ser den, og jeg har heller aldrig læst den, men jeg kender historien fra Steven Spielbergs remake i 2005 med Tom Cruise og Dakota Fanning.

Og dog. Handlingen og hovedpersonerne i de to film er meget forskellige, og det samme gælder romanen. Plottet er det samme. Jorden invaderes af rumvæsener med avanceret og overlegen teknologi, der ubesværet påbegynder en regulær masseudryddelse af planetens befolkning. De forskellige hovedpersoner kæmper for at overleve, og her opstår forskellene.

I 2005-udgaven er Tom Cruise en tilfældig havnearbejder, der flygter rundt på slagmarken med sin datter. I romanen er hovedpersonen en ukendt fortæller, der også må kæmpe for at overleve på bedste beskub. Men i 1953-filmen er hovedpersonen en berømt atomfysiker på fisketur, der trækker i arbejdstøjet, da en meteor slår ned i lokalområdet.

Begge film henter masser af inspiration i Wells’ roman, og nogle scener er taget direkte derfra. Men 1953-filmen skiller sig ud, fordi atomfysikeren er mere involveret i myndighedernes arbejde qua hans videnskabelige status og baggrund.

Flot film trods forældede effekter

Det er en flot film, og den vandt en Oscar for Special Effects, men den er ikke ældet med ynde. De bedste science fiction-film i 1970’erne og 1980’erne har praktiske effekter, der stadig imponerer og i nogle tilfælde overgår moderne CGI. Men i 1953 var håndværket stadig på kravlestadiet, og den vandt den førnævnte Oscar uden modkandidater.

Jeg kalder den flot, fordi det er flotte optagelser, stærke farver, god kontrast og skarpe billeder. Effekterne er forældede, men det er stadig en visuel oplevelse. Der er lagt masser af arbejde og kreativitet i udførslen.

Skuespillet er en spøjs omgang, der hører hjemme i 1950’erne og tidligere. De taler alle korrekt og høfligt, og de husker at hilse pænt på hinanden og byde på kaffe m.m. trods de usædvanlige omstændigheder. Det ene øjeblik taler de, som om det er en helt almindelig hverdag, og i næste nu eksploderer de i et væld af følelser. Det er lidt morsomt.

Tilsvarende er der også en pudsig kontrast mellem scener af slagmarker samt byer lagt i ruiner og små oaser af ro og orden, hvor solen skinner og græsset er grønt. Ja, naturligvis er krigen ikke nødvendigvis alle vegne på én gang, og vejret har sin egen vilje, men det slår huller i filmens overordnede stemning.

Advarsel! Spoiler i dette afsnit! Både denne og 2005-filmen ender som romanen. De invaderende rumvæsener besejres af jordiske mikrober, deres immunforsvar ikke kan bekæmpe. Pludselig er det ovre. Det kom fuldstændigt bag på mig, da jeg så Spielbergs version, og det føltes lidt for letkøbt. I denne version, fordi vi følger en atomfysiker og myndighedernes indsats, får vi ledetråden tidligere. De planlægger selv at søge en biologisk løsning, men naturen kommer dem i forkøbet. Fortællemæssigt fungerer det bedre. Det bliver knap så Deus Ex Machina-agtigt, omend den langhårede himmelnisse stadig får al æren af både hovedpersonerne og forfatteren.

Hvis man skal sammenligne, er den nyere film mere intens og tempofyldt, og den har meget bedre effekter og skuespil. Men den gamle har en historie, der kommer bedre rundt om invasionen, fordi den ikke kun følger en tilfældig person på flugt, men også tager dig med ind i kommandorummet.

De nævnte kritikpunkter trækker hverken op eller ned. De er en del af oplevelsen, og jeg hygger mig med de gamle film og deres tids- og håndværksmæssige pudsigheder. Det er god underholdning, også selvom det er på lidt andre præmisser i dag.

Nøgleord: , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.