Mindhunters

Mindhunters er en psykologisk slasher-thriller fra 2004 instrueret af Renny Harlin. Han er manden bag bl.a. Die Hard 2, Cliffhanger og Deep Blue Sea.

Rollelisten er velbesat og tæller stjerner som Val Kilmer, Christian Slater og LL Cool J. Nogen vil også genkende Jonny Lee Miller fra bl.a. Trainspotting og Hackers samt Kathryn Morris fra Cold Case.

Kilmer er en erfaren efterforsker i FBI, der underviser nye rekrutter. Hans metoder er uortodokse, og han sender sine elever ud på en øde ø for at løse slags teambuilding-mordgåde. Men øvelsen tager en uventet drejning, da eleverne en efter en selv bliver ofre for en ukendt seriemorder.

Det er et interessant tvist, at den sædvanlige flok letpåklædte teenagere, der render rundt som hovedløse høns med en redskabssvingende seriemorder i hælene, er erstattet med en gruppe FBI-rekrutter.

Kreative fælder

De er ældre, bevæbnede og trænet til udfordringen, så det stiller meget større krav til seriemorderens metoder og opfindsomhed. Bedre planlægning, kreative fælder, større uforudsigelighed. Det er en ide med stort potentiale, og det er også filmens styrke.

Bortset fra nogle få elendige CGI-effekter og lidt kluntede action-scener i opspolet tempo, er produktionsniveauet også ganske hæderligt. Det samme er skuespillet.

Men selvom den er fuld af opfindsomhed og uforudsigelighed, er det manuskriptet, der trækker den ned. Der er lidt for mange klicheer, lidt for ringe dialog, og de specialtrænede rekrutter er ofte lidt for hovedløse. Det psykologiske spil får aldrig den nødvendige tyngde og dybde.

Det er okay underholdning pga. kreativiteten i mordfælderne. Du kan sagtens give den en chance, hvis du ikke kræver perfektion ud i alle hjørner. Men jeg kan ikke give den mere end seks hjerter.

I skrivende stund kan du se den på Viaplay.

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.