Johnny Depp som excentrikeren Lord Mortdecai.
I begyndelsen af filmkarrieren gjorde Johnny Depp en dyd ud af at vælge specielle film og roller. Måske for at bekæmpe det image som teenage-idol han fik med succesen i 21 Jump Street.
Da han formede Jack Sparrow-rollen i 2003, var det faktisk et modigt valg, som gav Disney sved på panden. Men den store succes og de mange efterfølgere har gjort Sparrow-karakteren til et slags sikkert valg.
Pludselig virker den gale hattemager i Alice i Eventyrland eller Tonto i The Lone Ranger ikke skøre og usædvanlige, men blot Sparrow-agtige. Som varianter over samme melodi.
Det får ham til at ligne en kunstner, der har mistet evnen til at forny sig selv Hans seneste rolle, Mortdecai, er det hidtil værste eksempel.
Filmen er baseret på en serie britiske, satiriske romaner fra 1970’erne. Hovedpersonen, Lord Mortdecai er en kunsthandler og svindler, hvis eventyr ofte er en blanding af opportunistiske forsøg på at berige sig selv og uheldige omstændigheder. Han er en sympatisk skurk, måske endda en anti-helt.
Indviklet affære
I filmen assisterer han politiet som konsulent i efterforskningen af et kunstrøveri. Det udvikler sig til en indviklet affære. Det hjælper ikke, at inspektør Martland (Ewan McGregor) er forelsket i Mortdecais yndige hustru, Johanna (Gwyneth Paltrow).
Det er en umådeligt dum, plat og usjov film. Depp gør sin ting. Denne gang virker det overhovedet ikke. Karakteren har ingen sympatiske eller charmerende kvaliteter.
De har muligvis forsøgt at lave den i samme ånd som Den lyserøde panter. Der er nogle ligheder i Mortdecais kluntethed og utrolige held. Han er en inkompetent helt, der alligevel ender med at vinde. Men sammenligningen skraber kun overfladen.
Jeg så den til ende af ren og skær nysgerrighed, men jeg har intet positivt at sige. Eller, at det er ikke helt rigtigt. Der er en solid rolleliste omkring Depp. Måske skulle de have lavet den uden ham?
