
Howl er en britisk gyser fra 2015 instrueret af Paul Hyett. Han er primært make-up- og effektmager og har bl.a. arbejdet på Doomsday, Serena og The Gunman.
Filmen følger en togkonduktør på en nattevagt fra London til Eastborough. Her går toget i stå i en stor, mørk skov langt fra alting. Hjælpen forsinkes pga. væltede træer efter en storm, og det viser sig, at der er sultne varulve i mørket udenfor.
Opskriften er velkendt. Passagerne er en broget, stereotypisk flok, og konduktøren en ufrivillig helt, der trænger til både et godt knald og at finde sin indre supermand. Panikken sætter ind på forskellig vis, og dumheder fører til blodige dødsscener. Én efter én falder de fra.
Der findes utallige lignende film, hvor det blot er lokationen og monsteret eller morderen, man skifter ud. Selvom idéen med et strandet tog er ny i denne genre, er der alligevel mere kød på historien i f.eks. Mordet i Orientekspressen.
Genreklassikere som bl.a. Evil Dead og Alien får også tilsvarende mere ud af deres respektive kulisser og karakterer. Howl er undervældende. Trods gode effekter og effektfulde flænserier blev jeg aldrig rigtigt revet med.











