Evil Dead

Efter en kort pause og to ypperlige film i en anden genre, Taxi Driver og Joker, fortsætter jeg oktober 2019 med Sam Raimis kultgyser fra 1981, Evil Dead.

Ashley “Ash” Williams (Bruce Campbell) tager på tur til en hytte i skoven sammen med sin kæreste, søster og et vennepar for at feste og hygge sig. Men det er en skummel, faldefærdig hytte, og i kælderen finder de en mystisk bog fuld af gamle besværgelser. De afspiller en optagelse med hyttens tidligere beboer, der forskede i bogens oprindelse, og han læser højt fra bogen, hvilket hidkalder onde kræfter og bringer venneflokken i alvorlige, lemlæstende vanskeligheder.

Det er en lille, uafhængig kultgyser lavet af glade amatører, men den har fået et overraskende stort eftermæle, der tæller to efterfølgere, computerspil, tegneserier og TV-serien Ash vs. Evil Dead, der kørte i tre sæsoner. Og de er ikke færdige, for Raimi har netop besøgt NYCC, hvor han bekræftede, at han arbejder på manuskriptet til en ny Evil Dead-film sammen med sin bror, Ivan, og Bruce som producer.

Men der er også sket meget siden den første film, for den skiller sig ud. Der er næsten ingen humor, og Ash er ikke den dumrian, vi kender fra de senere film og TV-serien. Den udspiller sig mere som en traditionel gyser, uden dog at trampe alt for meget rundt i genrens klicheer.

Jeg har tidligere anmeldt Ash vs. Evil Dead, og jeg er vild med den, med humoren og med Ash-figuren, som vi kender ham i dag. Men selvom den første film er en tidlig og lidt anden version af Evil Dead-universet, er det på ingen måde en ringere film. Den er stadig veludført og fuld af gode, kreative ideer, og den er lige så underholdende som sine efterfølgere.

Som nævnt var de alle (glade, men også hårdt prøvede) amatører, og den manglende erfaring kommer nu og da til udtryk. Man kan sige, at filmen bliver en smule ufrivilligt dum her og der. Men den mister ikke sin upolerede charme, tværtimod. Den er, hvad den er, hverken mere eller mindre. God, blodig underholdning.

Nøgleord: , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *