New York Ninja

New York Ninja er en nyudgivet actionthriller fra 1984 produceret og instrueret af John Liu, der også spiller hovedrollen som en selvtægtsninja på hævntogt.

Den blev indspillet i 1984, men aldrig færdiggjort. Optagelserne dukkede op i 2020, men de havde hverken lydspor, storyboard eller manuskript. De har gættet sig til dialogen og klippet den sammen efter bedste gæt.

Folkekære b-filmsstjerner som Michael Berryman (The Hills Have Eyes), Linnea Quigley (Savage Streets) og Cynthia Rothrock (Martial Law) samt den tidl. pornostjerne, Ginger Lynn, lægger stemme til karaktererne.

Det er en B-film. Nærmest en amatørfilm. De fleste scener er optaget med ét kamera, og der klippes sjældent i de mange kampscener. Liu er tydeligvis en dygtig fyr, men uden klipning og de bedste vinkler, ser det skidt ud.

Cirkusrevyens garderobeskab

Handlingen er forvirrende. Selve hævntogtet giver sig selv, og dele af den minder om datidens superheltefilm. Men der er flere aktører, hvis rolle og motivation er svær at greje. Især én karakter er ret bizar, og der findes ingen forklaring.

Skuespillet er skrækkeligt. Det vækker minder om Tommy Wiseaus The Room. Faktisk er der masser af ligheder mellem Liu og Wiseau. Liu er marginalt bedre, men det er stadig skidt.

Til gengæld er den ufrivilligt sjov. Den er et skoleeksempel på so-bad-it’s-good. Den er fuld af ulogiske og nærmest tilfældige drejninger, og skurkegalleriet er som væltet ud af cirkusrevyens garderobeskab. Det er mægtigt sjovt og underholdende.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.