No Hard Feelings er en komedie fra 2023 instrueret og co-skrevet af Gene Stupnitsky. Han er nybegynder på filmsiden, men var i mange år forfatter og instruktør på den amerikanske udgave af The Office.
Jennifer Lawrence er en relativt ung kvinde i økonomiske vanskeligheder. Hun lader sig derfor hyre af to curlingforældre til at date deres jomfruelige søn. Hun er vant til at samle mænd op, så hvor svært kan det være?
Præmissen er en variant over lignende film, hvor nogen dater nogen af andre årsager end de åbenlyse. Det kunne f.eks. være en af de seje drenge, der vil bevise, han kan forvandle en nørdet pige til ballets dronning.
Her er den vendt på hovedet og vækker minder om Can’t Buy Me Love. Dengang var det dog Patrick Dempsey selv, der hyrede sin date. Desuden var hun jævnaldrende. Frøken Lawrence er en voksen kvinde.
Selvom hun træder i en rolle, der ofte er udfyldt af mænd i lignende film, er det ikke en woke film. På ingen måde. Lawrences karakter er ikke sej, snarere tværtimod.
Mere end bare en sexkomedie
I virkeligheden har de to hovedpersoner mere til fælles, end man umiddelbart tror. De sidder begge i tomgang og frygter at komme videre. Deres usædvanlige forhold gavner dem begge. Der er substans og karakterudvikling.
Men den er også skideskæg. Der er både vittige replikker, situationskomik og falden-på-halen-ditto. Humoren er ofte grov og halvlummer. Alt sammen på den gode måde.
Sex er et tilbagevendende tema. Desuden smider Lawrence hver en trevl og viser alt. Hvilket er filmens største overraskelse. Ikke at hun gør det. Der har hun gjort før. Men hvordan de bruger det. Det er en genistreg.
Den overrasker positivt. Den er sjovere end forventet, men det bedste er, at den også har noget på hjerte. Den er mere end bare en sexkomedie. J-Law er tilbage. Alt er tilgivet.