
One Cut of the Dead (Kamera o Tomeru na!, løst oversat til “Stop ikke kameraet!”) er en japansk zombiekomedie fra 2017.
Jeg har ikke lyst til at fortælle mere. Der gemmer sig en gedigen overraskelse i handlingen, og jeg vil nødigt afsløre eller så meget som hinte nogen detaljer.
Jeg kan fortælle, det er en B-film eller snarere en lillebitte indiefilm, men den blev et stort hit, vandt flere priser og opnåede international anerkendelse. På Rotten Tomatoes scorer den 100 procent. Dvs. at alle 86 anmeldere kunne lide den.
Det kan jeg også. Overraskelsen udfolder sig og afslører adskillige ekstra lag og et velorkestreret kaos, der er fantastisk godt skruet sammen. Det meningsløse bliver meningsfyldt. Det tilsyneladende tilfældige og endda amatøragtige bliver pludselig sat i et opklarende perspektiv.
Mere tør jeg ikke sige. Kun dette: Husk at se videre selvom du tror, den slutter.











