Passengers

Passengers er et kærlighedsdrama i rummet instrueret af nordmanden Morten Tyldum (The Imitation Game) og skrevet af amerikaneren Jon Spaihits (Prometheus, Doctor Strange m.fl.).

Jim og Aurora er to tilfældige passagerer på vej til en udenjordisk koloni ombord på et rumskib med 4.998 andre passagerer, men pga. en systemfejl er de vågnet 90 år for tidligt, og de vil derfor aldrig nå frem til deres mål i live.

Jeg vil ikke afsløre mere, for hvis du har undgået de værste spoilere, er der flere gode overraskelser. Jeg vidste selv tilpas lidt, og selv den smule, jeg havde hørt eller gættet, udspillede sig ikke som forventet.

For nylig så jeg The Martian om en anden ensom rumrejsende, og der er nogle ligheder, men også mange forskelle. Kernen er de to hovedrollers personlige og fælles historie, og kærlighedsdrama er den helt rigtige beskrivelse, for selvom det ligner en sød, romantisk film i traileren, stikker den langt dybere. Resultatet er en medrivende fortælling, der viste sig at være mere alvorlig og bevægende, end jeg havde regnet med.

Advarsel: spoilere i resten af anmeldelsen! Hvis man insisterer, kan man godt kritisere, at den forvandler sig til en katastrofefilm. Det er en kliché i mange kærlighedsfilm, at et eller andet udefrakommende problem dukker op og fikser det interne problem i mellem to, der elsker hinanden.

Der er også mange kritiske røster, der har påtalt, at Jims utilgivelige handling bliver tilgivet til sidst, og den ender lykkeligt. En anmelder har kaldt den en klam hyldest til manipulation, og en anden har sammenlignet Auroras kærlighed med det såkaldte stockholmsyndrom.

De har bestemt en pointe, men jeg synes ikke, at filmen tager alt for let på problematikken. Tværtimod. Det er en væsentlig del af historien. En meget menneskelig del. Det er en følelsesmæssig rutsjebane, og filmen pakker dem ikke ind. Aurora får lov til at skrige sin vrede, sine frustrationer og sin afmagt ud. Jim får lov til at føle sig som en lort, og han får også chancen for at gøre det godt igen. Man forstår dem begge. Og historien er stadig SÅ usædvanlig, at man ikke bare kan overføre den til alle mulige andre scenarier og hævde, at den siger noget om dem også. Den siger noget om dette unikke scenarie, og om de to personer, der gennemlever det. Hverken mere eller mindre.

Jeg kunne li’ den. Chris og Jennifer er gode sammen og hver for sig – i medgang og i modgang – og jeg var i rette humør til den slutning, jeg fik.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *