Red Sparrow

Red Sparrow er en spionthriller baseret på en roman af forfatteren Jason Matthews. Den er instrueret af Francis Lawrence, der også har instrueret Constantine med Keanu Reeves, I Am legend med Will Smith og tre af de fire The Hunger Games-film med Jennifer Lawrence.

Jennifer og Francis er ikke i familie, hvis du skulle få den tanke pga. efternavnet.

Jennifer spiller en russisk ballerina, der kommer grueligt galt afsted i balletten, og da hun ikke længere kan forsørge sig selv og sin syge mor, søger hun hjælp hos sin onkel, som er vicedirektør i den russiske efterretningstjeneste. Men han er en skruppelløs patriot, og han har intet problem med at udnytte sin niece i fædrelandets tjeneste, så han sender hende på spionskole, hvor hun skal lære at lokke statshemmeligheder ud af Ruslands fjender.

Derfra udvikler historien sig til et medrivende, uforudsigeligt og velkonstrueret spiondrama, hvor alle forsøger at snøre alle. Jeg havde svært ved at regne ud, hvilken side Jennifer var på, og hvad hendes plan var – på den positive måde – og det lykkedes mig aldrig at gætte slutningen. Jeg havde bemærket og grublet over de ledetråde, jeg fik undervejs, men hendes plan var for god til, at jeg kunne lure den. Og jeg elsker den slags.

Det er samtidig en eksplicit affære. Der er masser af rå vold, seksuelle overfald, torturscener og likvideringer, og Jennifer går længere og viser mere, end jeg havde regnet med. Det er brutal realisme, og selvom det er grove løjer, og en del kritikere synes, at den går for langt, vil jeg sige, at det øger både intensiteten og autenticiteten.

Jeg er uenig med de kritikere, der mener, at den har mere stil end substans. Man kan selvfølgelig sige, at den ikke rigtigt fortæller os noget nyt om de metoder, spioner kan tage i brug. Den tegner også et lidt for stereotypt billede af amerikanerne og russerne. Men det er stadig en spændende fortælling, og selvom man rent akademisk kan vide, at det er sådan, er det også nu og da nødvendigt at flå indpakningen af og vise tingene, som de er.

Man kunne sige, at Red Sparrow er en omvendt James Bond. Filmene om den britiske agent romantiserer spionverdenen. Selv spiondamerne, hvis metoder er de samme som Jennifers i Red Sparrow, smelter i armene på agent 007, og så glemmer man hurtigt, hvad de barske realiteter er. Dermed ikke sagt, at de skal ændre Bond-filmene. På ingen måde. Jeg elsker dem. Men når man laver spionfilm, der romantiserer tingene, hvorfor skulle man så ikke også kunne lave spionfilm, der gør det modsatte? Havde de lavet Red Sparrow i 70’erne i sexploitation-genren, havde den sikkert været en kultfilm i dag.

Jeg synes ikke, at filmen går for vidt. Jeg var godt underholdt. Jennifer er forrygende. Handlingen er velskrevet, og slutningen tog fusen på mig. Jeg tænkte også flere gange, at det her er den Black Widow-film, Marvel aldrig vil turde lave. De snuste lidt til Natashas Romanoffs ophold på en russisk spionskole i Age of Ultron. Men det her tør de ikke. Så jeg vil håbe, at Red Sparrow vender tilbage. Matthews har skrevet to bøger mere, og jeg tager gerne en ny omgang med Jennifer Lawrence som russisk spion.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *