Samurai Reincarnation

Samurai Reincarnation er en japansk fantasy-thriller fra 1981 skrevet og instrueret af Kinji Fukasaku (Tora! Tora! Tora!, Shogun’s Samurai). Den er løst baseret på sande begivenheder i 1600-tallet, hvor en kristen bevægelse gjorde oprør imod shogunatet. Flere karakterer er dæmoniske versioner af historiske figurer.

Kort fortalt begynder filmen efter slaget, hvor de kristne oprørere tabte. Oprørslederen Amakusa Shiro forbander Gud og sværger hævn over regimet. Med nye, dæmoniske kræfter går han i gang med at rekruttere sine ligeledes hævngerrige ledsagere. Nogle henter han i dødsriget, andre hapser han på dødens rand i de levendes verden.

Sonny Chiba er atter helten, denne gang en dygtig samurai med klap for øjet. Han havner midt i al balladen og må naturligvis gøre dagens gode gerning og sende dæmonerne tilbage, hvor de kom fra. Det kræver blot et særligt sværd og et opgør med en dæmonrekrut, hvis djævelske motiv er både personligt og familiært.

Det er heftig blanding af historiefortælling, dark fantasy og japansk folkeovertro. Hvis du velbevandret i japansk kultur og mangagenren vil du genkende mange detaljer og karakterer. Det er jeg ikke (endnu), men jeg sad ved siden af en filmnørd med disse meritter, nemlig den gode Ruben Greis. Fik et lynkursus i vigtige detaljer.

Jeg kendte heller intet til det kristne oprør i Japans historie. Men det er jo alment kendt, at kristendommen ofte spredtes via fjendtlig overtagelse. Ser man dette fra den anden side, er kristne nogle ugudelige dæmoner udefra. Sådan portrætteres de i filmen. Det fungerer som et ekstra krydderi i en velspækket film.

Du får god action, men den når ikke helt de samme højder som andre samuraifilm. De flotte nærkampe fylder lidt mindre, da magien tager over. Til gengæld kan den meget andet på dette område. Den scorer højt som japansk fantasyfilm.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.