Time Bandits

Time Bandits er en britisk eventyrkomedie fra 1981 instrueret af Terry Gilliam. Han skrev manuskriptet sammen med sin kollega fra Monty Python-dagene, Michael Palin. Forinden havde de lavet Jabberwocky sammen. Samt naturligvis Monty Python and the Holy Grail, der var Gilliams instruktørdebut.

En aften får drengen Kevin uventet besøg i sit klædeskab. Det vælter ud med dværge i besynderlige kostumer. De har stjålet et kort, hvor man kan finde hullerne i tiden. Nu leder de efter en flugtvej, før kortets almægtige ejermand fanger dem. Kevin tager med, da de flygter videre. I næste nu dumper de ned midt i Napoleonskrigene.

Det er den første film i Gilliams Trilogy of Imagination, hvor de sidste to er Brazil og Verdens største løgnhals. Den minder især om sidstnævnte, da begge foregår i eventyrlige tidsaldre med store helte og mytiske skabninger. En anden fællesnævner er den episodiske fortælleform, da rejsen går fra sted til sted.

Man kan også sammenligne med The Holy Grail. Man mærker tydeligt, hvor Gilliam har fået sin filmografiske opdragelse. Du får satire og skæve vinkler alle vegne, omend humoren er nedtonet ift. Monty Python. Det er mere en eventyrfilm end en komedie. Her rykker den genremæssigt tættere på Den uendelige historie og Labyrinten.

Man ser en tydelig udvikling hos Gilliam som filmmager. Her nøjes de ikke med kokosnødder og dræberkaniner. Det er en storfilm med alle de nødvendige scenografiske og effektmæssige armbevægelser. Samt masser af kreativitet. Selvom den er gammel, blev jeg imponeret mange steder. De kunne mange tricks før moderne CGI.

Det er en skøn film fra min egen barndom. Den vækker masser af gode minder og nostalgiske følelser. Men den er ikke kun god på de betingelser. Den holder stadig. Det vil jeg sige.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.