Sonny Chiba som Jubei før øjet ryger. Til venstre Etsuko Shihomi, der lavede flere film med Chiba, ikke mindst Sister Street Fighter, et spin-off til The Street Fighter.
Shogun’s Samurai, også kendt som The Yagyu Clan Conspiracy, er et japansk, historisk actiondrama fra 1978 instrueret af Kinji Fukasaku. Han er manden bag bl.a. Samurai Reincarnation.
Sonny Chiba spiller for første gang rollen som Jubei Yagyu, en mytisk figur i japansk folkehistorie. Han gentager rollen i førnævnte Samurai Reincarnation samt yderligere to film og TV-serier. Det pudsige er, at ingen af dem har noget med hinanden at gøre. I hvert fald er der ikke en kronologisk rød tråd. F.eks. mister Jubei sit øje på tre forskellige måder.
Det hører med til snakken, at de historiske detaljer er sparsomme. Denne films fortæller siger direkte, at man ikke altid kan regne med, at den nedskrevne fortælling er sandheden. Filmmagerne giver således sig selv en tilladelse til at digte videre eller omskrive efter behov. Jubei fortolkes, og hvordan han mister sit øje tilpasses til det gældende plot.
I denne film er han én karakter i et meget fyldigt og evigt voksende persongalleri. Han spiller en afgørende rolle i flere situationer, ikke mindst i slutningen. Men han er mere en birolle end en egentlig hovedperson.
Tung og detaljerig
Det hele handler om kampen mellem to brødre, der bejler til tronen i shogunatet i det 17. århundrede. Den ældste er den retmæssige arving, men fordi han stammer og er grim, anså den afdøde shogun sin yngste søn som en mere værdig arvtager. Dette bakkes op af brødrenes mor og mange andre. Men den grimme bror er ikke uden støtter.
Det udvikler sig til en affære, som deler både adelen og samuraiklanerne. Men også mange, mange aktører på begge sider, der involveres på den ene eller anden måde. Loyalitet, kærlighed og ære trækker de tungeste læs.
Den er ikke uinteressant, men ofte ret tung og detaljerig. Som en historisk gennemgang i stedet for en egentlig fortælling. På det punkt minder den lidt om The King’s Man, der også læner sig meget op ad rigtige begivenheder. Det kan ødelægge et godt flow, hvis de hele tiden skal justere kursen efter virkeligheden.
Den genvinder tabt terræn til sidst, hvor poesien træder mere frem. Her er næsten tale om en Shakespeariansk tragedie. Det udløser et ekstra hjerte i bedømmelsen. Men på det tidspunkt har meget allerede trukket ned. Æv.
