Shortcut to Happiness

Jennifer Love Hewitt som djævelsk rødtop.

Shortcut to Happiness er et fantasy-komediedrama fra 2007 instrueret af Alec Baldwin under pseudonymet Harry Kirkpatrick. Den er baseret på The Devil and Daniel Webster, en novelle fra 1936.

Den blev faktisk indspillet i 2001, men der opstod problemer med finansieringen, hvilket førte til en FBI-sag og anklager om svindel. Baldwin trak sig som instruktør. Senere blev den købt i et konkursbo og færdiggjort.

Jebez Stone (Baldwin) drømmer om at blive en succesrig forfatter og indgår en aftale med en djævelsk veldrejet fristerinde (Jennifer Love Hewitt). Efter en hed nats kontraktfuldbyrdelse begynder alt at gå hans vej.

På papiret minder den om Bedazzled, hvor Elizabeth Hurley indgår en djævelsk aftale med stakkels Brendan Fraser. Men de to film er meget forskellige i både tone og handling, selvom visse plottråde går igen.

Komedie og tragedie

Humoren er sammenlignelig med f.eks. The Butcher’s Wife. Den er drevet af stemning og situationskomik. Men der er også en større portion drama. Det er den klassiske balance mellem komedie og tragedie.

Bedazzled er stadig sjov, når det går Frasers karakter ilde. Hans tragedie er en del af morskaben. Men Shortcut to Happiness lader tragedie være tragedie. Humoren fader langsomt ud af filmen. Lyset slukkes.

Det er faktisk en god fortælling med stærke scener her og der. Men Baldwin er ikke den rette til opgaven. Han ville fungere bedre, hvis de havde lavet den som en komedie a la Scrooged eller Groundhog Day.

Men jeg vil rose forsøget. Filmen rummer mere end forventet. Den dramatiske anden halvdel er bedre end den humoristiske første halvdel. Selvom andre havde gjort det bedre, er det den del, jeg sætter bedst pris på.

I skrivende stund kan du se den på Prime.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.