Spawn er en superhelt fremavlet af tegneserieskaberen Todd McFarlane i 1992. Navnet er det engelske ord for yngel, og lige som vi har djævleyngel, har de hellspawn. Og det er netop hvad Spawn er, selvom han blot hedder Spawn.
Albert Francis Simmons (Michael Jai White) var en marineinfanterist, der blev rekrutteret til at udføre tophemmelige missioner for CIA, men da han fik moralske skrupler over agenturets lyssky handlinger, myrdede de ham. Men et djævelsk væsen kaldet Malebolgia, som i McFarlanes tegneserieunivers er Fanden selv, tilbyder at sende ham tilbage i bytte for hans sjæl. Simmons takker ja og bliver genfødt som Spawn, en af helvedes dæmoniske krigere.
Filmen er fra 1997, og Spawn er faktisk en af de første sorte superhelte på film, næsten to årtier før Black Panther, men superheltefilm var sjældne dengang, og Spawn var en B-film, der fik elendige anmeldelser og lokkede alt for få mennesker i biografen.
Jeg har set den flere gange, og hver gang håber jeg, den er bedre, end jeg husker. Jeg ville gerne, for jeg elsker karakteren, men jeg kan bare ikke sluge den. Den er desværre en bitter, syrlig, klistret pille, der har lagt under sofaen og samlet støv og hår og gamle brødkrummer, og jeg kan bare ikke få den ned.
Okay, der er nogle positive ting at sige om den. Den har stil, og produktionsdesignet (kulisser, kostumer, scenografi m.m.) er flot i store dele af filmen. Mange elementer i det visuelle filmunivers minder mig om Tim Burtons Batman-film. Og selvom nogle af de visuelle effekter er billigere og ringere, end mange andre i genren, er de alligevel relativt seværdige. Her vil jeg fremhæve hans kappe og kæder, der er en levende, animeret del af det dæmoniske væsen, han er. I fuldt oplyste gildesale duer de slet ikke, men i nattescener med den rigtige lyssætning og tempofyldt action kan de lige gå an.
Men det positive står i skærende kontrast til det katastrofalt negative. Der er en stor, lang scene, hvor alt undtagen Michael Jai White er computeranimeret. Den foregår i Helvede, hvor han står ansigt til ansigt med Malebolgia. Og det er grimt. Forbløffende grimt. Det ligner computerspilsgrafik fra tilbudshylderne. Måske løb de tør for penge? De andre effekter var også billige, men Malebolgia er uhyggeligt ringe.
Skuespillet og handlingen er de sidste søm i kisten. Det er skidt. Uwe Boll-skidt, hvis du forstår sådan en. Da jeg genså Spawn, kom jeg til at tænke på Uwe Bolls Bloodrayne. Actionscenerne i Spawn er en anelse bedre, men skuespillet er lige så ringe. Og lige som i Bloodrayne taler vi om store navne, der normalt leverer varen. Martin Sheen er ikke hvemsomhelst, men hvis Hollywoods castere kun havde set ham i Spawn, ville han bo i kælderen hos en af sine sønner.
Jeg vil så gerne, men jeg kan ikke.
Men lad os ende med et glimt af håb. Der er en ny filmatisering på vej, og denne gang har Todd McFarlane skrevet manuskriptet og sat sig i instruktørstolen. Han kommer uden tvivl på hårdt arbejde, for hans instruktørerfaring er musikvideoer for bl.a. Pearl Jam, Korn og Disturbed. Men ingen forstår karakteren bedre end skaberen, så jeg beholder ja-hatten på indtil videre. Og rollelisten tæller foreløbig Jamie Foxx og Jeremy Renner, så der er potentiale.
Please, be good. Please, be good. Please, be good.
