Star Trek II: The Wrath of Khan er en science fiction-thriller fra 1982. Det er efterfølgeren til den skuffende Star Trek: The Motion Picture fra 1979. Den blev franchisens store comeback.
På trods af den første films skuffende modtagelse, valgte Paramount at lave en efterfølger. Men de droppede Gene Roddenberry og pressede budgettet ned på 12 mio. dollars, en fjerdedel af den første films budget. De indsatte i stedet en producer, der syntes, den første film var kedelig. Han besluttede, det vigtigste var en god skurk, og valget faldt på en af TV-seriens skurke, Khan.
Khan er et genetisk modificeret supermenneske fra de vilde 1990’ere på Jorden. Her regerede han en fjerdedel af kloden under 3. verdenskrig, også kaldet eugenik-krigene. Senere flygter han ud i rummet, hvor han bliver fundet i kryogenisk dvale efter 200 år. Og efter en runde med kaptajn Kirk, forvises han til planeten Ceti Alpha V med sit folk.
I filmen kræver han hævn over Kirk, fordi de barske forhold på Ceti Alpha V har kostet ham dyrt. Kirk er ikke længere kaptajn på Enterprise, men admiral i stjerneflåden, men han befinder sig tilfældigt ombord på sit gamle rumskib sammen med sit gamle mandskab og en masse nye rekrutter, da han modtager et mystisk opkald fra en gammel bekendt. Så han tager afsted for at undersøge situationen, uvidende om at Khan er på spil.
Franchisens frelser
Filmen reddede franchisen og blev den første i en trilogi. Den indtjente knap så meget som forgængeren, men den nye producer holdt budgettet. Både anmeldere og fans tog begejstret imod den, og den regnes for en af franchisens bedste.
Jeg har genset Director’s Cut fra 2002, men jeg husker ikke originalen godt nok til at kunne sige noget fornuftigt om forskellen.
Til gengæld kan jeg sige, det er en superhyggelig rumfilm med masser af action og drama. Selvom den er fra 1982, er ånden fra TV-serien intakt, og den føles faktisk som en meget ældre science fiction-film. For man kan ikke kalde den en B-film. Den er stor og flot. Men den minder mere om Planet of the Apes og The Black Hole end Star Wars og Aliens.
Skuespillet er heller ikke på vanligt biograffilmsniveau. De fleste er trods alt TV-stjerner fra en tid, hvor forskellen var meget større end i dag. Og William Shatners spøjse rytmik og kunstpauser er en kuriositet i sig selv. Men det er god underholdning alligevel.
Det er ikke camp. Det er kitsch. Og jeg er vild med det. Kirk og co. får ni hjerter.
