Will, Mike, Dustin og Lucas i anden sæson.
Stranger Things er en science fiction/horror-serie fra 2016 skabt af brødrene Duffer til Netflix. Handlingen er sat i 1980’erne i en fiktiv lille by, Hawkins, i staten Indiana, hvor en ung dreng forsvinder under mystiske omstændigheder. Hans venner tager ud og leder efter ham i skoven, hvor han forsvandt, men de finder i stedet en ung pige, som er flygtet fra et nærliggende laboratorie, og det viser sig, hun har psykokinetiske evner. De hjælper hende, og sammen forsøger de at opklare, hvad der foregår.
Serien er kraftigt inspireret af Steven Spielberg, Stephen King og mange, mange andre. Den trækker især på film som E.T., The Goonies, Sammenhold, IT og Firestarter, men den hylder også 80’ernes popkultur generelt. Det er som at hoppe i Doc Browns DeLorean og drøne ned ad Memory Lane. Hvis man ovenikøbet selv var barn dengang, er gensynsglæden endnu større, for så har man oplevet tiden præcis som de unge hovedpersoner. Man har spillet de samme spil, haft det samme legetøj og set de samme film med de samme barneøjne og det samme barnesind. Der er masser skøn nostalgi til alle, som elsker årtiet, og for nogle af os er det som at være 12 år igen.
Tilbage i Hawkins
Anden sæson er netop landet på Netflix, og jeg slugte alle 9 afsnit på én aften. Det er skønt at være tilbage i Hawkins, og den nye sæson er absolut på højde med første sæson. Jeg vil ikke spolere handlingen, men blot nævne, den er lige så velskrevet og veludtænkt, og den udvikler sig i nye og uventede retninger.
Da Netflix bestilte en ny sæson og meddelte, den ville fortsætte historien fra første sæson, mente mange, der ikke var mere at fortælle. De havde i stedet håbet, serien ville blive en antologiserie a la American Horror Story. Men brødrene Duffer har nu bevist, der stadig er masser at fortælle, og heldigvis for det, for det kan være yderst tilfredsstillende at følge udviklingen hos karakterer, man kommer til at holde af.
Det er en medrivende, velskrevet og velproduceret serie, som for mig rammer rigtigt på alle tangenter. Jeg elsker Stephen King, mystik og 80’erne, og Stranger Things leverer det hele.
3. sæson
Eleven og Max i tredje sæson.
Tredje sæson er landet på Netflix, og hele holdet er tilbage. De bliver ældre og ældre, og teenage-livet i Hawkins byder på kærester, fritidsjobs og skænderier med de gamle. Men der er også stadig masser af god mystik og spænding, og jeg synes faktisk, den nye sæson er bedre end forgængeren. Vores unge heltinde har fundet sig selv, og selvom kæresteriet fylder en smule, er der også større og mere målrettet fokus på truslen fra de skumle typer, der fortsætter forskningen i den mystiske underverden.
Det er skøn, (u)hyggelig, spændingsmættet underholdning i 80’ernes tidsånd med alt, hvad dertil hører, og jeg elsker det.
4. sæson
Eleven i fjerde sæson.
Den nye sæson er fantastisk. Jeg vil ikke afsløre handlingen men blot sige, den byder på mere uhygge og mere baggrundsstof. Der er en mægtig fjende med rødder til begyndelsen, og der er kampe på alle fronter.
Der er nye karakterer, som hver især er skønne tilføjelser til serien, og der er gamle karakterer, som får mulighed for at vise nye sider af sig selv. Jeg vil ikke afsløre hvem og hvordan, men du kan glæde dig.
Finalen er et mesterværk. Måske den bedste sæsonfinale i alle serier nogensinde. Alle spiller en unik rolle. Det hele går op i en højere enhed. Metallica varmer op, og Dustin udtrykker det bedst: Most! Metal! Ever!
Det er sjældent, serier bliver bedre og bedre, men det lykkes for Stranger Things.
