Stripped to Kill

Stripped to Kill er en erotisk thriller produceret af Roger Corman. Den er skrevet og instrueret af Katt Shea, der blev model som 19-årig og senere skuespiller. Hun har bl.a. haft mindre roller i Scarface og Psycho III samt større roller i Corman-filmene Barbarian Queen og The Devastator. Hun har også skrevet og instrueret Poison Ivy med Drew Barrymore samt The Rage: Carrie 2, der er en efterfølger til 1976-filmen baseret på Stephen Kings roman.

Kay Lenz, der er bedst kendt fra TV – bl.a. En stemme i natten (Midnight Caller) og Reasonable Doubts, hvis danske titel jeg ikke kan huske, men det er en krimiserie med Mark Harmon og Marlee Matlin – er kriminalbetjenten Cody Sheenan, der går undercover i en stripklub for at opklare et brutalt strippermord.

Det er en b-film og en typisk Corman-film, og selvom den er skrevet og instrueret af en kvinde, er det meste af spilletiden afsat til lange, veludførte stripshows med – formoder jeg – professionelle dansere. De er i hvert fald dygtige.

Shea har selv fortalt, at hun fik idéen efter et besøg på en stripklub med sin mand, hvor hun blev meget imponeret over dansernes engagement. Hun havde aldrig set poledance før, heller ikke i film, og hun mente, at det var på høje tid. Hun betragtede det næsten som en uopdaget kunstform.

Den er underholdende, og – må jeg indrømme – visuelt stimulerende. Og her tænker jeg ikke kun på alle de bare bryster. De mange stripshows er også kreative sceneproduktioner, og kvinderne er dygtige dansere og akrobater.

Men jeg vil ikke sige, at det er en god film, for de bruger så meget tid på stripshows, at der kun er plads til en tynd, klichefyldt historie. Der er alt for lidt handling til at opbygge figurerne og dramaet ordentligt. Mordmysteriet træder i baggrunden, og det er næsten en tilfældighed, at Cody og partneren Heineman alligevel opklarer det. Man savner mere godt, gammeldags opklaringsarbejde.

Der er en god, overraskende drejning til sidst. Jeg var desværre så uheldig, at jeg kiggede på IMDb og faldt over en information, der tillod mig at gætte den. Havde jeg ikke gjort det, er jeg sikker på, at den havde taget røven på mig. Så hold dig fra IMDb, hvis du gerne vil se den og blive overrasket.

I skrivende stund kan du se filmen på Amazon Prime.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *