Super/Man: The Christopher Reeve Story

Superkvinden Dana Reeve med sin ægtemand.

Super/Man: The Christopher Reeve Story er en britisk-amerikansk dokumentar fra 2024 skrevet, produceret og instrueret af makkerparret Ian Bonhôte og Peter Ettedgui. Sammen har de tidligere lavet dokumentarerne Rising Phoenix om de paralympiske lege og McQueen om den britiske modedesigner Lee Alexander McQueen.

Skuespilleren Christopher Reeve er emnet i denne dokumentar. Hele verdens Superman på tværs af generationer. Jeg er født i 1977 og voksede op med filmene i 80’erne. Jeg husker tydeligt, da jeg så dem første gang. Ingen har overgået ham siden. Legenden lever, og filmene er stadig store oplevelser.

Jeg var der også, da ulykken ramte ham i 90’erne. Som du sikkert ved, brækkede han nakken i en rideulykke i 1995, der efterlod ham paralyseret i hele kroppen. Men som en ægte supermand opgav han aldrig kampen. Han levede videre som ægtemand, far og filmmager og kæmpede for at gå igen.

Med uvurderlig støtte fra især hustruen Dana, der kæmpede sin egen kamp for ham og børnene. Hun er en lige så vigtig skikkelse i fortællingen. For alle. Det har de to dokumentarister også bemærket.

Manden indeni dragten

Dokumentaren begynder og ender med livet efter ulykken. Den fylder meget, men ikke uden grund. Dels er den en væsentlig del af legendeskabelsen. Ét er rollen som Superman. Men virkeligheden er ægte, bevægende og inspirerende. Men den udgør også den største del af børnenes liv, og de medvirker alle tre i fortællingen.

Tiden før ulykken flettes ind som flashbacks. Her er detaljer om barndommen, forholdet til faderen, det tidlige teaterliv, venskabet med Robin Williams mfl. og naturligvis det store gennembrud. Der er lidt om tilblivelsen af filmene, men det handler om hans liv, ikke kun hans største rolle.

Der findes masser af materiale, hvis man vil vide mere om filmene og produktionen deraf. Men der er gode, nostalgiske minder i glimt her og der. Resten er fortællingen om manden indeni dragten, og jeg lærte meget, jeg ikke vidste. Både det positive og enkelte fejltrin.

Den ægte Superman

Det er samlet set en meget rørende historie om et stort menneske, der samlede utroligt meget støtte og skabte ægte forandring, da skæbnen udstak en ny retning. Det er også en af den slags legender, der overgår fantasien.

Hvis ulykken ikke var sket, ville han stadig være min Superman. Og mange andres. Men han ville næppe være en legende. Dertil rækker rollen alene ikke. Omvendt er han ikke den første skuespiller, der rammes af ulykke. Kombinationen gør forskellen. Dette skete for filmenes Superman, og hans stædige kamp forvandlede ham til den ægte vare.

Det lyder måske mærkeligt, da fortællingen også minder os om, hvor skrøbelige vi kan være. Superman kan da ikke være lam. Men ud af asken rejser sig en ukuelighed, man ikke kan knægte. Viljen til at leve. Den minder os om, at det ikke bare handler om at kæmpe, når man har alle superkræfterne. Men også når det er svært, og kampen synes umulig at vinde.

That’s the stuff of legends.

Derfor er han Superman. Ikke kun på film, men også da det virkelig gjaldt. Det er en smuk fortælling og en virkelig god dokumentar. For fans, men også for alle andre.

Du kan se den på Max.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.