
The Killer’s Game er en actionkomedie fra 2024 instrueret af J. J. Perry. Han er tidligere stuntmand og har arbejdet på bl.a. Django Unchained og John Wick. Som instruktør debuterede han med Day Shift.
Dave Bautista er lejemorderen Joe Flood. Han forelsker sig i en balletdanser (Sofia Boutella) og diagnosticeres kort efter med Creutzfeldt-Jakobs sygdom. Det er en dødsdom, og han træffer nogle drastiske valg.
Jeg vil ikke afsløre alle detaljerne, men bare rolig. Det er ikke en tåreperser med en lejemordervinkel. Der venter masser af action af den brutale, knoglebrækkende slags. Den gamle wrestler er stadig en smadremand.
Desværre er handlingen en skizofren slingrekurs fra romantik til drama og vild action. Den sammenlignelige Knox Goes Away med Michael Keaton har et lignende tema, men samme tone hele vejen. Den behandler drama og action med samme alvor.
Bautista vil gerne lave drama. Her er scener med en vis tyngde. Men stuntmanden Perry skæver mere til film som Polar og Bullet Train. Han opbygger en lignende verden af kulørte dræbere og laver action så overdrevet, at Tom & Jerry ville føle sig hjemme.
Der er masser af fed action. Perry leverer sit bedste arbejde på egen hjemmebane. Men humoren er fjollet og ikke uden svipsere. Handlingen bliver mere og mere forudsigelig, og førnævnte skizofreni trækker ned.
I skrivende stund kan du se den på Prime.











