The Amazing Spider-Man

Spider-Man er formentlig den mest berømte og populære superhelt efter Superman og Batman, og Sam Raimis filmatisering fra 2002 med Tobey Maguire som den murkravlende netsvinger er en af de film, der fik superheltegenren til at eksplodere. X-Men fra 2000 havde gjort sit for at skabe interesse for superheltefilmatiseringer, der ikke havde Batman eller Superman i hovedrollen, men Spider-Man fejede gulv med alle de andre blockbustere og blev nr. 1 i USA og nr. 3 i verden det år.

Det er ingen hemmelighed, at jeg elsker Sam Raimis Spider-Man-film, og 2’eren indtager en fornem andenplads i min personlige top 5. Filmene er fantastiske, Tobey er perfekt som den nørdede Peter Parker, og førstegangsoplevelsen spiller nok også ind. Tobey vil altid være min Spider-Man, lige som Christopher Reeve altid vil være min Superman.

Sam Raimis succeshistorie endte med Spider-Man 3 fra 2007, selvom den også var en kæmpe biografsucces. Den fik ikke gode anmeldelser, men hele holdet vendte alligevel tilbage for at arbejde på Spider-Man 4. Der lå et manuskript klar i oktober 2009, og i december forhandlede Sony med John Malkovich og Anne Hathaway som hhv. Vulture og Black Cat. Men blot en måned senere, i januar 2010, trak Raimi sig, og så droppede Sony alle igangværende planer.

Man kan undre sig, når nu de var så langt i planlægningen. Det ville trods alt ikke være første gang i filmhistorien, at fortsættelser er instrueret af forskellige instruktører. Men Raimi har siden udtalt, at han ikke var tilfreds med manuskriptet og frygtede, at han ikke ville kunne nå en planlagt udgivelse i maj 2011. Og måske var Sony alligevel enige. I hvert fald besluttede de at reboote og starte forfra i stedet.

Det bringer mig til The Amazing Spider-Man, der landede i 2012. Sony hyrede Marc Webb, et relativt ubeskrevet blad, hvis debutfilm – og eneste film dengang – var en romantisk komedie, og de gav ham lidt over to år, hvilket ikke er lang tid til effekttunge superheltefilm, der kræver en masse post-produktion efter optagelserne. At det samtidig var et reboot, der føltes alt for tæt på Raimis film, gjorde ikke mine forventninger bedre dengang, og de påvirkede uden tvivl min modtagelse.

Men nu har jeg set den igen. Årene har taget brodden af argumenterne imod den, og selvom jeg stadig har Tobey som en klar favorit, vil jeg sige, at den er bedre, end jeg huskede.

Andrew Garfields Peter Parker er en helt anden type outsider end den tegneserieversion, jeg voksede op med, men det er nødvendigt, så filmen ikke bare er et remake af Raimis Spider-Man. Og ved dette gensyn syntes jeg, at han fungerede som en god, alternativ udgave. Jeg medgiver også, at hans Spider-Man er en spøgefugl, der ligger tættere op ad tegneserierne end Tobeys Spider-Man gjorde. Man kan sige, at ingen af de to versioner er helt nøjagtige, men begge kommer tæt på indenfor rammerne af det, de vægter højest ved figuren.

Den nye oprindelseshistorie afviger mere fra tegneserierne, men det er også nødvendigt for at undgå en gentagelse af Raimis film, og det blev en styrke ved dette gensyn, for jeg huskede færre detaljer og blev mere engageret i handlingen, end jeg havde forventet.

Emma Stone i rollen som Gwen Stacy – Peter Parkers kæreste før Mary Jane Watson – er et højdepunkt, og de to har rigtig god kemi, faktisk bedre end Tobey og Kirsten Dunst i Raimis film. The Amazing Spider-Man havde sandsynligvis stadig fungeret med en anden end Emma, men 2’eren derimod ville falde helt fra hinanden uden deres kemi og samspil.

Skurken, Curt Connors/The Lizard, spillet af Rhys Ifans, er ingen Willem Dafoe (Green Goblin i Spider-Man), Alfred Molina (Dr. Octopus i Spider-Man 2) eller Thomas Haden Church (Sandman i Spider-Man 3), men i det samlede udbud af filmsuperskurke, vil jeg nok placere ham i midterfeltet. Han er en god udfordring til Spider-Man, han har en tilpas fyldig, tragisk baggrundshistorie, og der er masser af underholdende action, når hans forvandling sætter ind.

Jeg er glad for, at jeg så den igen, for jeg kan bedre lide den nu, og selvom Tobey stadig er favoritten, og Hollands Spider-Man også har vundet mit nørdede hjerte, synes jeg nu, at The Amazing Spider-Man isoleret set er en ret vellykket superheltefilm.

Nøgleord: , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *