The Deep

The Deep, også kendt på dansk som Drama i Dybet, er en thriller fra 1977 instrueret af Peter Yates (Bullitt). Den er baseret på en roman af Peter Benchley, som også forfattede Jaws.

Nick Nolte og Jacqueline Bisset er et kærestepar på skattejagt ud for Bermudas kyster. De finder et skibsvrag og forskellige genstande, heriblandt en gammel medaljon, lidt blandet ragelse og en mystisk ampul.

De får besøg af Louis Gossett Jr., kendt fra bl.a. Enemy Mine og Iron Eagle. Denne gang er han skurk og meget interesseret i parrets fund. Men de får også hjælp af Robert Shaw (Jaws), som er filmens erfarne skattejæger.

Det udvikler sig til et tempofyldt dykkereventyr og en heftig kamp om det mystiske fund. Turen går tilbage til skibsvraget, men parterne har hvert sit motiv. Mere vil jeg ikke afsløre. Jo, forresten. Der er også hajer – og en fæl ål.

Forfatteren har tydeligvis en forkærlighed for havet; dets mystik, udfordringer og mange muligheder for spændende fortællinger. Man mærker slægtskabet til førnævnte hajgyser. Men det er to vidt forskellige film.

Det er et medrivende drama i dybet, og rollelisten brillerer. Shaw er endnu engang fremragende, og unge Nolte samt Bisset hænger på. En gammel kending fra verdens bedste western kigger også forbi.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.