Max von Sydow, Linda Blair og Louise Fletcher.
Eksorcisten II (originaltitel: Exorcist II: The Heretic) er en gyser fra 1977 instrueret af John Boorman. Han er bedst kendt for Deliverance, men er også manden bag bl.a. Zardoz og Excalibur.
Der er gået fire år siden Eksorcisten, og Vatikanet iværksætter en efterforskning af fader Merrins død for at mane rygter til jorden og sikre hans eftermæle – eller kirkens eget. På opgaven sætter de en af Merrins gamle venner, som kæmper med sin egen tro.
Regan (Linda Blair) er fyldt 16 år og sprudler af både livsmod og stepdanselyst. Hun er tilsyneladende 100 procent dæmonfri, men hendes New Age-agtige psykiater insisterer på, hun har mareridt, som skal bearbejdes. Du kan nok gætte, hvad det fører med sig.
Pseudovidenskabeligt nonsens
Filmen blev flået i småstykker af professionelle anmeldere, som nærmest sank ned på nutidens SOME-niveau med udtalelser som “det værste lort, jeg nogensinde har set.” På Rotten Tomatoes skraber den sølle 11 procent sammen, og på IMDb får den 3,8 ud af 10.
Det er naturligvis et større temaskifte fra katolicisme til New Age-hypnose. Men jeg må ærligt sige, den pseudovidenskabelige vinkel pirrer min nysgerrighed. Jeg er med på, det er nonsens. Jeg tror ikke på den slags. Men det er alligevel et spændende virkemiddel i den type film. Jeg står ikke af på det.
Det er dog to vidt forskellige film. Hypnosen tager os på en rejse i flashbacks, hvor fader Merrin tidligere har bekæmpet dæmonen. Det giver et mere kompliceret handlingsforløb. Den første film var ret enkel til sammenligning.
Nogle sekvenser er ret syrede. Som en naturhistorisk udgave af Stanley Kubricks 2001-slutning, hvor Dave flyver ind i monolitten. Jeg forstår godt, hvis nogen tænker, hvad fanden foregår der?
Underholdende B-gyser
Den håndterer også hele dæmonbesættelsen væsentligt anderledes denne gang, og finalen kan næppe kaldes en traditionel eksorcisme. Det er snarere en blanding af Ghostbusters og noget, Stephen King kunne have udtænkt.
Det er på ingen måde det værste lort, jeg nogensinde har set. Men jeg anerkender, det er en 2’er, som håndterer sit kildemateriale så forskelligt, at nogen vil tænke sådan.
Bortset fra de mest syrede hypnose-sekvenser, som tilmed har et enerverende soundtrack, er det en underholdende gyser, som dog hører bedre hjemme i kassen med B-film end på hylden med forgængeren.
Du får en oplevelse, og hvis du kan lide at udforske det værste lort, mange anmeldere har set, vil du formentlig more dig. Jeg svingede frem og tilbage mellem fascineret og forbløffet, men jeg kedede mig aldrig.
