The French Connection er en thriller fra 1971 instrueret af William Friedkin. Han er en af pionererne på det, man dengang kaldte “New Hollywood.” Han stod også bag den kontroversielle kultgyser, Eksorcisten.
Den røde tråd er en ny tids brutalitet. Sidstnævnte film er mere fantasifuld, da den handler om en lille piges dæmonbesættelse. Men begge dyrker en explicit fortælleform med rå realisme i både handling og billeder.
Jimmy ‘Popeye’ Doyle (Gene Hackman) er en benhård narkostrømer. Han og makkeren Buddy ‘Cloudy’ Russo (Roy Scheider) følger en mavefornemmelse og opsnuser en smuglerforbindelse mellem Frankrig og USA.
Alt dette skete i virkeligheden i 1961. Dog er karaktererne og detaljerne i handlingen fiktiv. Den rigtige ‘Popeye’ er Eddie Egan. Både han og makkeren Sonny Grosso har fået mindre cameo-roller i filmen.
Den blev en stor succes i biograferne og hos anmelderne. Roger Ebert gav den topkarakter. Den blev nomineret til hele otte Oscars og vandt fem, heriblandt Best Picture, Best Director og Best Actor (Hackman).
Den har utvivlsomt været banebrydende i sin tid. Den byder bl.a. på en af filmhistoriens mest berømte biljagter. Men den er også næsten dokumentarisk i sit portræt af overvågningen. Politiets metoder er meget autentiske.
Hjulspin gennem asfaltjunglen
Den vil kede nogen. Overvågningsarbejdet fylder nemlig meget af handlingen. De holder øje. De følger efter. Måske sker der noget. Måske ikke. Det er som at følge en lunte, der brænder meget langsomt. Deraf udtrykket “slow burner” om film, der tager sin gode tid til at opbygge og eksekvere et plot.
Faktisk fandt manuskriptforfatteren Ernest Tidyman det umuligt at finde interesserede købere, indtil han tilføjede den berømte biljagt.
Men den er ikke kedelig. Det er bare smag og behag. Jeg lod mig rive med af den underlæggende spænding og det fascinerende indblik i, hvordan sådan en operation kan foregå. Hvordan politifolkene organiserer sig.
Tempoet stiger naturligvis i udvalgte scener. Intensiteten øges. Det er en menneskejagt, og den tager os med fra det indledende lure- og snigearbejde til fuld firspring – og hjulspin gennem asfaltjunglen.
Slutningen overrasker. Jeg vil ikke afsløre den. Men den falder i tråd med det markante stilskifte fra tidligere tiders regelrette glansbilledfilm. Den bryder nærmest alle datidens regler for filmmageri.
Kan man sammenligne med Dirty Harry? Delvist. Dirty Harry må være inspireret af den. Men han er stadig old school Hollywood også. En brutal storbycowboy, men stadig en cowboy. Pæn ift. “Popeye” Doyle.
Der er en forrygende film. Usædvanlig på flere niveauer, men også medrivende på sin egen måde. En genreskaber. Jo mere, jeg tænker over den, jo federe bliver den.
Hvil i fred, Mr. Luthor
Hackman gik bort den anden dag. Han blev hele 95 år gammel, men omstændighederne er alligevel lidt mystiske og endnu uafklarede. Men han gav os utallige storfilm, fra mesterværker som dette til Superman. Hans legende vejer tungt hos mig.
