The Incredible Hulk

Jeg står muligvis alene, men jeg kunne godt li’ Ang Lees Hulk fra 2003. Lige som de øvrige, nye superheltefilm tog den udgangspunkt i de klassiske tegneserier og opdaterede historien – lidt for meget mente nogen. Men Hulk blev effektivt vakt til live som det uendeligt kraftfulde monster, han er. Scenerne i ørkenen, hvor han kæmpede mod kampvogne og kamphelikoptere og foretog sine kæmpemæssige syvmilespring, var som taget ud af tegneserier, jeg husker at have læst. Men filmen mødte kritik, så historien blev skrevet om, holdet blev byttet ud, og den første Hulk-film i nyere tid blev skrevet ind i glemmebogen.

Den nye film starter ellers mere eller mindre, hvor den gamle film slap. Bruce Banner er stukket af til Sydamerika, hvor han gemmer sig for den amerikanske regering, der vil forsøge at tæmme og våbengøre hans indre uhyre. Han er ikke som sådan lykkelig, men den smule lykke, han kunne klamre sig til – sin frihed for eksempel – fordufter, da han bliver fundet, og så beslutter han sig for, at han alligevel lige så godt kan tage tilbage til USA og tage kampen op med general Ross.

Nogen kalder den et blødt reboot, og den uopmærksomme seer kunne muligvis tro, at det er en efterfølger med en ny skuespiller i hovedrollen. Men åbningssekvensen efterlader ingen tvivl om, at forhistorien er væsentligt forskellig, og det eneste bløde er, at de ikke har brugt hele filmen på at fortælle en ny oprindelseshistorie.

Filmen er ikke dårlig. Men jeg kan stadig bedre li’ den første. Hulk er et monster, der dukker op, når Bruce Banner bliver vred. Vi vil ikke kunne li’ ham, når han er vred, siger han altid. Det er hans catchphrase. Den og så “Hulk smash!” Hulk er et vredesudbrud gange 1.000.000. Men i den nye film er Hulk næsten en smule tam, svag og uoplagt. Som om han brænder al sin energi af i det første brøl og trænger til en morfar på sofaen bagefter. Og på netop det punkt, synes jeg, at den første film forstod at fremstille Hulk som en figur, der bare blev mere og mere vred, og stærkere og stærkere, hvis man ikke lod ham være.

Hvad værre er, at Hulk ikke engang er et resultat af vrede længere. Nu er det et spørgsmål om at holde pulsen under 200. Det vil sige, at en rask løbetur eller en pudekamp med en sød tøs også kan fremprovokere en forvandling. Hmm… så vi vil heller ikke kunne li’ ham, når han forpustet – eller liderlig? Det sidste kommer nok an på, hvem man spørger. Men der en tid og et sted på internettet til den slags. En Hulk-film er da nødt til at holde fast i vreden som den udløsende faktor. Det er figurens essens. Hvad har de mon tænkt?

Nøgleord: , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *