The Last Starfighter er et rumeventyr fra 1984 instrueret af Nick Castle. Han startede karrieren som rumvæsen i John Carpenters Dark Star. I Halloween var han selveste Michael Myers. Han skrev Escape from New York sammen med Carpenter. Så fik han chancen som instruktør.
Teenagedrengen Alex bor i en lille trailer park, hvor alle kender alle. Han har mange sure pligter og sjældent tid til kæresten Maggie. Han drømmer om at rejse ud i den store verden og blive til noget, men må nøjes med udfordringerne i parkens arkadespil, Starfighter.
Den usandsynlige helt
Indledningen følger velkendte opskrifter. Der findes mange andre film og fortællinger, hvor karakterer fra ydmyge kår viser sig at være særligt udvalgte og skæbnebestemte til større formål, bedrifter og eventyr.
Det er oplagt at sammenligne med Star Wars. Her er Luke er en simpel bondedreng på en fattig ørkenplanet, før han springer ud som jediridder og redder hele galaksen. Begge film er moderne varianter over samme arketype.
Arkadespillet i filmen er den eventyrsudløsende gimmick. Et slags moderne sværd i en sten, hvis du kender legenden om Kong Arthur. Da Alex slår rekorden, rekrutteres han til den rigtige Star League, hvor alt er den ægte vare. Det er præcis som i spillet, men man kan dø, og det kræver nogle grundige overvejelser.
CGI, nostalgi og fjolleri
Den minder på en måde om Flight of the Navigator. Begge har et tonalt skifte midtvejs. De starter med større alvor. Men da den fantasifulde del af handlingen begynder, bliver de straks mere fjollede.
Ubalancen er ikke nær så stor i denne her. Men det trækker lidt ned. Jeg startede meget positivt overrasket, men endte i mere forventet terræn.
Der er overraskende meget CGI, og det er ikke så grimt, som man kunne forvente. Det ser totalt uægte ud. Glatte, teksturløse 3D-modeller. Men det ligner bare tegnefilm, hvor andre tidlige eksempler er mere rædselsfulde.
Jeg hyggede mig. Der er masser af god nostalgi. Trods den nævnte ubalance og fjollerierne er den ganske underholdende. Hvis den har en lille kultstatus i visse nørdede kredse, er det ikke ufortjent.
