Da jeg var barn, var Johnny Weissmuller, den tidligere olympiske svømmer, den eneste rigtige Tarzan. Senere mødte jeg Christopher Lambert som Tarzan i filmen Greystoke, en alvorlig og dyster filmatisering af den gamle junglehelt. Disney lavede også en animeret Tarzan-film i 1999. Alt sammen oplevede jeg på den lille skærm.
Nu er Tarzan tilbage på det store lærred i The Legend of Tarzan. Handlingen er løst baseret på Edgar Rice Burroughs romaner og samler historien op efter, at Tarzan er blevet en civiliseret, velhavende adelsmand og ægtemand til Jane. Han vender tilbage til sit gamle junglehjem, da han hører rygter om slaveri og vestlig udnyttelse af Congo.
Det er en moderne storfilm efter alle genrens og filmindustriens uskrevne regler. Et episk actioneventyr, hvis proportioner kan måle sig med Peter Jacksons King Kong eller den nye Jurassic World. Der er naturligvis ingen overdimensionerede, forhistoriske dyr, men actionscenerne har samme vokseværk, og Tarzan er næsten en overnaturlig superhelt.
Jungle-tjubang-film
Man kan diskutere, om svenske Alexander Skarsgård er tilpas dyrisk og primitiv. Han er naturligvis en mere civiliseret version af Tarzan i begyndelsen af filmen, før han smider tøjet og vender tilbage til junglelivet. Men han er på alle tidspunkter en flot, blond mand. Hvilket Tarzan i princippet godt kan være. Han er jo ikke et dyr. Men på en eller anden måde fungerer en junglekonge bedre, når han er lidt mere rå.
Margot Robbie er til gengæld perfekt som Jane, synes jeg. Karakteren er en af den fiktive verdens klassiske skønheder og heltinder, og Robbie er en af nyere tids smukkeste skuespillerinder. I mine øjne er hun helt fantastisk, og jeg er solgt. Eller købt? Jeg er i hvert fald begejstret.
Det er en fin jungle-tjubang-film med en solid rolleliste, der også inkluderer Samuel L. Jackson og førnævnte Christoph Waltz. Den fanger ikke helt stemningen fra de gamle film, fordi den er så moderne og CGI-agtig, den lige så godt kunne være en Marvel-film. Men det er god underholdning.
