The Mother

The Mother er en actionthriller fra 2023 instrueret af Niki Caro (Mulan). Den er skrevet af to andre kvinder, Misha Green (Lovecraft Country) og Andrea Berloff (Straight Outta Compton).

Jennifer Lopez spiller hovedrollen som en tidl. elitesoldat og informant for FBI, der afsløres og må flygte i højgravid tilstand. Hun accepterer at bortadoptere sin datter for at beskytte hende, men mange år senere bliver hun bortført, og så sætter ulvemoderinstinktet ind.

Lopez er fyldt 53, men man snakker jo ikke om en kvindes alder, så det må jeg hellere lade være med. Hvis jeg ikke havde slået det op, kunne hun også nemt bilde mig ind, at jeg er mindst ti år ældre end hende, selvom jeg er otte år yngre. Hun ser forrygende godt ud.

Om det er dansenumrene i musikken, eller hun dyrker andre motionsformer, aner jeg ikke. Men hun er tydeligvis i superform og absolut overbevisende i de actionscener, filmen byder på. De er ikke engang overdrevne. Hun banker ikke store klynger af mænd med de bare næver. Men hun løber, skyder, kører motorcykel og den slags.

God, gammeldags action – på både godt og ondt

Det er en velproduceret actionthriller. Niveauet er sammenligneligt med nogle af Steven Seagals og Jean-Claude Van Dammes film. De har ikke genopfundet den dybe tallerken, men de har fyldt den op med god, gammeldags action.

Historien er set før. De forsøger at ryste posen, men det rykker kun rundt på, hvornår de afslører hvad, og på hvilke tidspunkter, de forventede drejninger falder. Det er svært at blive rigtigt overrasket, og enkelte steder kan du blive en anelse irriteret over klichéerne.

Den får en karakter over middel, for det hele er tilpas veludført og underholdende uden på nogen måder at revolutionere genren. Den vil nok være nemmere at sælge til fans af frk. Lopez. Måske også mødre.

Som fan af førnævnte Van Damme- og udvalgte Seagal-film kan jeg sige, at jeg hygger mig altid i deres selskab. Det er aldrig helt skidt. Nogen vil nok have det på samme måde med Lopez, og det forstår jeg godt.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.