
The Naked Gun er en krimikomedie fra 2025 instrueret af Akiva Schaffer (Hot Rod, Popstar: Never Stop Never Stopping, Chip og Chap – Nøddepatruljen). Det er en efterfølger til Høj pistolføring, men også et blødt reboot.
Frank Drebin Jr. (Liam Neeson) er kriminalbetjent i LAPD. Han forpurrer et bankrøveri, men flyttes til en anden sag pga. sine uortodokse metoder. Det viser sig dog, at de to sager er forbundne. Alle spor fører til en tech-milliardær med Bond-skurke-agtige verdensherredømmeplaner.
Han forelsker sig også. Naturligvis gør han det. I ingen ringere end selveste Pamela Anderson. Hun er søster til en myrdet softwareingeniør. Hun er også krimiforfatter og forsøger at efterforske sagen på egen hånd. Men flere hænder er bedre end én.
Neeson er alt for gammel til rollen, hvis man følger tidslinjen. Filmen slår fast, at Frank og Jane er forældrene. De mødtes i den første film (1988) og fik et barn i den tredje film (1994). 73-årige Neeson holder sig godt, men ligner ikke en mand på 31 år.
De har naturligvis castet ham, fordi opskriften vejer tungere. Leslie Nielsen var en ældre skuespiller med mange alvorlige roller bag sig. De valgte ham dengang, fordi de ikke ønskede en typisk komiker med alt hvad dertil følger. Det samme kan siges om Neeson.
De genbruger mange plotelementer og komiske virkemidler. Du får gak og løjer, der næsten hører en anden tid til. Det er lidt sjovt og hyggeligt, men ikke rigtigt det samme. Det står samtidig i skærende kontrast til andre scener, hvor platte overdrivelser trækker i den gale retning.
Jeg håbede på mere. Schaffer har før ramt plet. Desuden er Seth MacFarlane producer. Det er to stærke kort i genren i dag. Men de har ikke rigtigt fundet melodien i denne gamle franchise. Dette bliver formentlig det eneste forsøg. Det er nok bedst.










