
The Raiders of Atlantis (dansk titel: Angriberne fra Atlantis, originaltitel: I predatori di Atlantide) er et italiensk actioneventyr fra 1983 instrueret af Ruggero Deadato. Han er manden bag den berygtede Cannibal Holocaust.
Som mange andre kære filmbørn har den flere navne: Atlantis Inferno og The Atlantis Inceptors
Under bjærgningen af en russisk ubåd gør bjærgningsholdet et arkæologisk fund, der viser sig at stamme fra den sunkne by, Atlantis. Kort efter blæser det op til storm. Imens dukker en morderisk, Mad Max-lignende motorcykelbande op på fastlandet.
Det hele begynder dog med en kidnapning. Et par lejesoldater snupper en svært bevogtet ældre mand, afleverer ham og tager på krydstogt. De havner også midt i stormen, og de redder resterne af bjærgningsholdet inkl. en yndig arkæolog-dame.
Men filmen stopper ikke der. Der venter mere mystik og blodig action. Du kan næsten gætte at lejesoldaterne og motorcykelbanden støder sammen før eller siden. Arkæolog-damen skal reddes ud af en knibe eller to, og det hele skal opklares. Så må vi se, om det giver mening.
Den foregår i øvrigt i fremtiden, 1994, fordi … tjah … hvem ved?
Det er en B-film med masser af blodig action, skuddueller og eksplosioner. Handling, dialog og skuespil er en tynd og tilfældig omgang. Effekterne er i grelle tilfælde endnu værre. Men plottet vækker nysgerrighed, og den har en vis underholdningsværdi.
I skrivende stund kan du se den på Netflix.











