
The Watchers er en gyser fra 2024 skrevet og instrueret af Ishana Night Shyamalan. Måske genkender du efternavnet. Hendes far er nemlig M. Night Shyamalan, hvis filmografi tæller værker som bl.a. Den sjette sans, Signs og The Village.
Det er første gang, at hun styrer løjerne på egen hånd. Farmand er ganske vist producer på filmen, men alligevel. Hun har tidligere været Second Unit Director på Old og Knock at the Cabin. Derudover har hun skrevet og instrueret episoder til TV-serien Servant.
Handlingen foregår i en stor skov, hvor mystiske, ondsindede væsener terroriserer en lille gruppe mennesker i en bunker. Her tvinges de til at optræde hver nat, fordi væsenerne ønsker at studere og imitere dem. Om dagen kan de forlade bunkeren, men det er umuligt at finde en flugtvej i den store skov.
Den unge Ishana er kraftigt influeret af sin far. Man kan sagtens spotte et kvindeligt perspektiv, men ellers er det en film, at han meget vel kunne have lavet. Hans film handler også ofte om karakterer fanget i mystiske omstændigheder med overnaturlige væsener eller fænomener.
Han har oplært hende godt. Den er spændende og opbygges langsomt. Mystikken er inddragende og udfoldes i det rigtige tempo. Slutningen forsøger at tage dig på sengen. Det lykkes delvist. Man gætter, hvad man skal være opmærksom på; måske også hvem, men ikke nødvendigvis.
Hun har et stort potentiale som filmmager. Jeg vil holde øje med hende.
I skrivende stund kan du se den på Netflix.











