The World’s Fastest Indian (dansk titel: Mit livs rejse) er et newzealandsk komediedrama fra 2005 instrueret af Roger Donaldson. Han er manden bag film så forskellige som Cocktail og Species.
Filmen er en biografi om folkehelten Burt Munro, der dedikerede sig liv til at sætte hastighedsrekorder på en gammel Indian Scout motorcykel fra 1920. Han satte flere rekorder i hjemlandet New Zealand, før han tog til Bonneville i USA. Her satte han hastighedsrekorder, som endnu ikke er blevet slået.
Det er en sand historie. Men det er ikke bare en typisk motorsportsfilm a la Le Mans ’66. Burt byggede alt hjemme i sit eget skur. Han støbte sine egne stempler og brugte, hvad han havde ved hånden. Skulle han bruge racerdæk uden mønster, lånte han nabokonens skærekniv og snittede løs. Han var lidt af en Georg Gearløs, og hans specialbyggede motorcykel mindede mere om El Tempo Gigante i Bjergkøbing Grand Prix end de avancerede maskiner, der normalt satte hastighedsrekorder.
Filmen er derfor ikke et typisk sportsdrama. I stedet fortæller den historien om manden, der drømte stort og trodsede alle odds. Den portrætterer ham i mange spøjse interaktioner med naboer og lokalbefolkningen i den lillebitte by, hvor han bor, og senere på rejsen til USA og Bonneville, hvor han atter må kæmpe for sin chance.
Den mindede mig i lige så høj grad om Tim Burtons Big Fish. Ganske vist er Burts eventyr mere troværdigt, men han er en sjov, gammel gut med samme ligefremme charme og gåpåmod. Han begiver sig ud i verden og får en serie oplevelser på sin vej. Han møder mennesker og vinder hjerter.
Det er en sød, varm, lun og livsbekræftende film. En lille perle, der på en eller anden måde var undsluppet mig. Den skal du se.
