The Zone of Interest er et britisk-polsk, historisk drama fra 2023 instrueret af Jonathan Glazer. Han er manden bag bl.a. Sexy Beast og Under the Skin. Filmen vandt en Oscar for Best International Feature Film.
Handlingen er løst baseret på en novelle af den britiske forfatter, Martin Amis, hvori han digter et fiktivt familieliv og trekantsdrama hos Auschwitz’ kommandant under 2. verdenskrig. Han henter inspiration hos virkelighedens Rudolf Höss.
Glazer digter på tilsvarende vis et familieliv i kommandantens hjem ved siden af lejren. Der er detaljer, han næppe kan finde andre steder end i sin egen fantasi. Men han mikser handlingen med historiske fakta om Höss’ karriere, krigens udvikling og tyskernes udryddelse af jøderne.
Hans ærinde er at fortælle om krigens grusomhed. Ikke ved at vise os livet i koncentrationslejren, men i hjemmet på den anden side af muren. Her bor Höss med sin hustru og to børn i en overdådig villa med kæmpehave og svømmepøl.
Den anden side af muren er ikke et udtryk eller en overdrivelse. De bor klods op ad lejren. De deler muren med fangerne, som var de naboer på hver sin side af et fælles skel. Af samme grund udgør lejrens forfærdeligheder en evigt tilstedeværende baggrundstøj i filmens lydbillede. For ikke at nævne lugten fra skorstenene og regnen af aske.
Grusomt hverdagsportræt
Du ser intet. Alligevel udpensler filmen effektivt grusomheden i sit portræt af både Höss-familien og tyskerne. Deres ligegyldighed overfor det, der foregår omkring dem, er rystende. Fru Höss praler sågar af sit hjem. Al den luksus. Jødiske tjenestepiger. Lejren leverer endda pelsfrakker og andre gode sager. Hun har så sandelig skudt papegøjen.
Hendes mand er knap så optaget af hjemmets fortræffeligheder. Men han er lige så afstumpet på sin egen måde. Når han mødes med de andre tyskere, er de som værkførere, der driver en fabrik. De udvikler og optimerer, som var det en produktionslinje, ikke et folkedrab.
Filmen tegner et billede af, hvordan det foregik, og udstiller en ubegribelig kynisme. En hensynsløshed så omfattende, at aktørerne ikke længere ser, hvilke monstre, de er. I hvert fald ikke alle sammen. Nogle træder gladeligt ind i rollen, mens andre flygter. Men de fleste går bare rundt og passer sit. Snuden i sporet.
Det er en tankevækkende film, og den fortjener masser af ros for sin virkefulde vinkel. Men jeg bør advare om, at man nemt kan kede sig. Dens portræt af hverdagen er nemlig så hverdagsagtig, at tempoet ofte er slæbende og blottet for traditionel spænding.
Hvis jeg havde set den alene, havde jeg formentlig droppet den, før den fik chancen for at vise sine kvaliteter. Den fungerer bedst i selskab, så man kan tale om den. Det vil jeg derfor anbefale. Så er den ikke værst.
