Thunderbolts*

Thunderbolts* er en actionkomediethriller fra 2025 baseret på Marvels anti-heltegruppe af samme navn. Den blev skabt i 1997. Originalen blev præsenteret som de nye Avengers. Det var dog et svindelnummer orkestreret af Baron Zemo. Han forklædte tidligere skurke som helte for at opnå magt og indflydelse på et falsk grundlag.

Zemo findes i MCU. Men han har intet med disse Thundersbolts at gøre. Denne udgave består i stedet af filmuniversets uheldige helte. Et slags B-hold. Anti-helte qua personlige fuckups, en tvivlsom fortid og lutter Sorteper i kortspil. Men ingen regulære skurke.

De arbejder som “opryddere” for Valentina Allegra de Fontaine, den skruppelløse, rigsretssigtede CIA-direktør spillet af komikeren Julia Louis-Dreyfus. Hun har brug for en oprydning så omfattende, at de alle får til opgave at udrydde hinanden.

Holdet består af den nye Black Widow, den falske Captain America, den russiske ditto, altså Red Guardian, Ghost, Winter Soldier og Bob. Jeg vil ikke afsløre mere om Bob.

Det store, det nære og det sjove

Filmen beskrives bl.a. som den sjoveste og mest uhøjtidelige superheltefilm længe. Her glemmer de vist sidste års Deadpool & Wolverine samt James Gunns The Suicide Squad. I det hele taget fylder humor og uhøjtidelighed mere og mere i genren. Bare se, hvordan det er gået Thor.

Den store positive overraskelse er for mig lige modsat. Filmen er mere alvorlig end forventet. En relativt jordnær thriller med ægte drama og karakterer, man føler med. Der er også humor, men ikke som i de førnævnte film. Den er mere tøjlet og balanceret.

Som action- og superheltefilm byder den både på store effektbrag samt nærkampe og rigtige stunts. Den handler mere om korruption og beskidte hemmeligheder end overdimensionerede supertrusler. Ganske vist får du også sådan en, men ikke som du tror.

Det er en af de bedste superheltefilm på det seneste. Men for mig er det ikke, fordi den er sjov. Jeg værdsætter alvoren. Det menneskelige drama. Den indre kamp. I sidste ende handler det ikke bare om at slå hårdere, men at trænge ind. Det kan jeg lide.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.