Final Destination: Bloodlines er en gyser fra 2025 instrueret af Zach Lipovky og Adam Stein. Deres fælles filmografi tæller titler så forskellige som Kim Possible og Freaks. Det er den sjette film i franchisen og en efternøler, da den seneste udkom i 2011.
Handlingen starter velkendt, omend tidligere end alle øvrige film. Året er 1969. Et ungt par besøger en nyåbnet restaurant kaldet Sky View. Her lurer katastrofen som så ofte før. En god blanding af tilfældigheder og byggesjusk forvandler det højtravende spisested til et tårnhøjt helvede. Dette er som altid en forudanelse.
Men i modsætning til de øvrige film springer handlingen til en ung kvinde i nutiden. Hun drømmer om denne katastrofe igen og igen, men hun er ikke kvinden fanget i katastrofen. Det viser sig at være hendes bedstemor. Hun må nu opklare, hvad der skete – eller snarere hvad der ikke skete.
Det er et forsøg på at ryste posen og genopfriske præmissen. Vi har set opskriften fem gange tidligere. Hver gang en hovedperson med en forudanelse, der redder en mindre flok, som herefter dør én efter én på anden vis. Ofte som resultat af vilde tilfældigheder i en slags dominoeffekt. Fordi “skurken” er selveste døden.
Titlen afslører, at det handler om blodslinjer, nærmeste bestemt slægtskab. Det mere end antydes, at alle de øvrige film skal spores tilbage til denne afværgede katastrofe i 1969. Døden har haft travlt med alle de andre efterkommere til overlevende fra dengang. Nu er den nået til de allersidste blodslinjer.
De løber en risiko, når de piller ved en formular, der virker. Især når de samtidig ændrer eller bøjer de gældende regler og tidligere begivenheder. Først og fremmest har døden ikke arbejdet synderligt langsomt i de andre film. De overlevende er døde indenfor dage og uger. Men nu skal vi tro, at de har levet i årevis, endda årtier og fået både børn og børnebørn.
Dumt med dumt på
Den gamle bedstemor har gemt sig i en hytte i skoven. Det minder lidt om Laurie Strode i Halloween fra 2018. Men det burde bare ikke virke overfor døden i denne franchise. Især ikke når hytten er fuld af skrammel, at hun kaster rundt med, så tilfældighederne nemt kan ramle.
Man kan selvfølgelig sige, at det først er hendes tur, når alle andre er ordnet. Men det burde hun jo have regnet ud. Desuden er det ikke det, filmen fortæller os. Den antyder, at døden har forsøgt i alle disse årtier. Men på en eller anden måde har hytten været sikker. Sikret. Uden nærmere forklaring.
Det er med andre ord dumt med dumt på. Den tramper rundt i sit eget kildemateriale og formår at gøre mere skade end gavn. Den øvrige handling er ikke bedre. Her får vi drama for dramas skyld. Familiefnidder og den slags. Tilsyneladende uden anden grund end at foregive karakterudvikling. Det virker i hvert fald ikke. Det er snarere irriterende.
Som altid er flere af mordscenerne ganske snedige og veludførte. Den store åbningsscene lever op til forventningerne. Man ville næsten ønske, at de bare havde lavet hele filmen i den tidsalder. At de havde brugt kreativiteten der i stedet for de andre ændringer.
Det er godt at se Tony Todd for allersidste gang. Men også trist pga. hans egen sygdom. Han får et værdigt farvel. Ganske vist formår de at afmystificere karakteren en anelse, men ikke nok til for alvor at ændre hans virkefulde tilstedeværelse og karisma.
Den samlede oplevelse er desværre skuffende. De træffer for mange forkerte valg og evner ikke at holde rede på deres egne regelændringer. Det er synd og skam, fordi den femte film faktisk rundede væsentligt bedre af. Denne efternøler kan vi lige så godt glemme.
I skrivende stund kan du se dem alle på Max.
