THX 1138

THX 1138 er en science fiction-thriller fra 1971 skrevet og instrueret af George Lucas. Den er en videreudvikling af en skolefilm, han lavede i 1967. Filmen vandt førstepræmien ved en filmfestival for studerende, og den gav Lucas en praktikplads hos Warner Bros., hvor han arbejdede for Francis Ford Coppola.

Lang historie kort: de to blev dus, stiftede et nyt produktionsselskab sammen, og i 1969 begyndte optagelserne til THX 1138 med store navne som Robert Duvall og Donald Pleasence. Coppola producerede den.

Dystopisk fremtid

Handlingen foregår i en dystopisk fremtid, hvor effektivitet og konformitet går hånd i hånd. Mennesker er flittige arbejdsdroner, og bl.a. sex og reproduktion er ulovligt, mens medicinering er et lovkrav.

Robert Duvall er titelfiguren THX 1138. Han arbejder i produktionslinjen på en robot-fabrik. En dag mister han koncentrationen, hvilket kan være katastrofalt, da han bl.a. håndterer radioaktivt materiale. Han begynder at blive utilpas, og han frygter, at hans bofælle har gjort et eller andet ved ham.

Det er en flot fremtidsfilm, selvom budgettet er mindre end én million dollars. Overraskende flot. Bybilledet, arkitekturen og teknologien imponerer. Den er forældet på visse områder, men stadig flot. Det hører dog med til historien, at Lucas restaurerede og opdaterede den i 2004, og det er den version, jeg har set.

Flot, dyster, fascinerende

Plottet og præmissen i fremtidsvisionen er fuld af elementer og ideer, der også dukker op i mange andre film og fortællinger, både før og siden. Den mest oplagte er formentlig George Orwells 1984. Andre eksempler er Logan’s Run, Terry Gilliams Brazil og Kurt Wimmers Equilibrium.

Handlingen er som en blanding af Brazil og 12 Monkeys. Lucas går i andre retninger end forventet, og selvom målet er delvist forudsigeligt, er vejen derhen fuld af uventede afstikkere. Det er en usædvanlig og dyster film. Meget ulig hans senere værker.

Hvis jeg havde været filmmager og fået opgaven som instruktør, havde jeg truffet nogle andre valg og finpudset logikken i fremtidskonceptet her og der. Men det er under alle omstændigheder en flot og fascinerende film.

Nøgleord: , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.