Marie-Pierre Castel som den ene af de to hovedpersoner.
Den franske filmmager, Jean Rollin, har fået en chance mere, selvom jeg stoppede halvvejs i den rædsomme The Iron Rose. Eneste årsag er, at jeg allerede har flere af hans film i samlingen. DVD-omslagene sælger dem godt.
Aftenens film er Jomfruer og vampyrer – originaltitel: Vierges et Vampires, senere omdøbt til Requiem pour un Vampire, på engelsk: Requiem for a Vampire, hvilket kan oversættes til “Vampyrens dødsmesse.”
Gennem årtierne er den også udgivet her og der som Caged Virgins og The Crazed Vampire. Uanset titlen er det en erotisk vampyrfilm a la Jean Rollin.
Filmens begyndelse vækker fornyet optimisme. Den starter med en biljagt på de franske landeveje. To unge piger i klovnekostumer er på flugt, og kuglerne flyver i luften. De slipper væk på en lille sidevej. Deres chauffør er ramt af skud, så de efterlader ham og bilen og fortsætter til fods.
Sex på slottet
Jeg mindes det gamle råd fra En amerikansk varulv i London: Hold jer til vejen. Det gør de to unge piger ikke, og så finder de et gammelt slot med skumle, blodtørstige, pigeglade beboere.
Handlingen er ofte dum og fjollet. Rollin laver stadig spøjse, kluntede, unaturligt opstillede scener. Men der sker meget mere i denne film. Logikken er bedre, og selvom historien udvikler sig efter et tilfældighedsprincip, hænger det bedre sammen.
Soundtracket er overraskende fedt. Det rocker og minder mig om de lange instrumentale stykker i The Doors’ musik. Fede trommer og orgelmusik. Masser af stemning.
Sex og erotik? Ja, det får du også. Forspillet er længere end i f.eks. Satankultens sexofre, som jeg så den anden dag. Men i sidste halvdel går det løs i slottets fangekælder.
