
Trauma er en engelsksproget, italiensk thriller fra 1993 instrueret af Dario Argento. Han er manden bag bl.a. kultfilmen Suspiria.
Asia Argento, Darios dengang 16-årige datter, spiller 16-årige Aura. Hun er selvmordstruet, men reddes af en hjælpsom, ung journalist. Kort efter myrdes hendes forældre af en seriemorder, der kapper hovedet af sine ofre. Journalisten øjner en god historie, men forelsker sig også i den unge pige. De forsøger sammen at opsnuse morderen.
Der er masser af gode overraskelser i plottet. Handlingen er en effektiv thriller med spænding, mystik og brutale mord. Tom Savini, hvis håndværk tæller adskillige genreklassikere i 70’erne og 80’erne, er effektmageren bag sidstnævnte.
Dario er på sin vis en meget typisk, italiensk filmmager. Det er ikke lige skarpt hver gang. Mange elsker Suspiria, men jeg har blandede følelser. Han laver dog altid flotte, farverige og sanselige film. På det punkt holder han sig faktisk lidt tilbage her. Farvepaletten er trådt ind i 90’erne.
Historien hænger bedre sammen end i flere af hans øvrige film. Der er knap så mange afstikker og uafklaret mystik. Man kan godt finde en tråd eller to at pille i, men overordnet set var jeg godt tilfreds og underholdt.
Kritiske røster vil zoome ind på datterens romance med journalisten. Han er trods alt en voksen mand. De vil også bemærke hendes blottede barm. Dario sørger for godt udsyn i mange, lange øjeblikke. Det er skummelt på flere niveuer. Nu er du advaret.
Det afholder mig dog ikke fra at kalde den min foreløbige yndlingsfilm fra hans side. Ikke pga. ovennævntre indhold. Men pga. alt det andet, der fungerer så godt.











