
Wedlock er en science fiction-thriller fra 1991 instrueret af Lewis Teague (Cujo, Jagten på Nilens juvel). Til min store overraskelse er det en TV-film produceret til HBO. Herhjemme kunne man leje den på ulden VHS.
Rutger Hauer er hjernen i en røverbande, der stjæler diamanter for millioner. Hans kumpaner er knap så kløgtige og forråder ham. Han havner i et topmoderne fængsel, hvor fangerne er koblet sammen to og to med et eksplosivt halsbånd. De ved ikke, hvem deres makker er. Hvis de regner det ud, kan de flygte sammen.
Det er præcis det, der sker. Hauer nåede at gemme diamanterne, så der venter en klækkelig bonus, hvis flugten lykkes. Men han har alle i hælene og Mimi Rogers på slæb.
Jeg havde aldrig gættet, at det bare er en TV-film. Endda fra 1991. Produktionsniveauet er højt. Der er mange større navne på menuen. Handlingen er medrivende. Præmissen er måske en anelse fjollet, men hva’ fanden.
Det føles som en rigtig film. Ikke en B-film eller direkte-til-video. En film man sagtens kunne have set i biografen dengang. Jeg huskede den som god, og den er endnu bedre. Et herligt, hyggeligt gensyn.











