Westworld

Evan Rachel Wood og Ed Harris.

Westworld er en TV-serie fra 2016 baseret på filmen af samme navn fra 1973 skrevet og instrueret af Michael Crichton, der også er forfatteren bag bl.a. Jurassic Park. Den er skabt af Lisa Joy (Pushing Daisies) og Jonathan Nolan, bror til Christopher Nolan. Desuden er J. J. Abrams en af producerne.

Den oprindelige film følger James Brolin og Richard Benjamin på ferie i en fiktiv western-verden beboet af robotter, der ligner mennesker. Her kan de forlyste sig som lovløse kodrenge uden risiko. Altså, med mindre der opstår en fejl i programmeringen. Ups.

Magt, hævn, oprør

TV-serien følger samme koncept, men handlingen vokser langt ud over rammerne på den oprindelige fortælling. Mytologien er større, og de mange subplots involverer alt fra spionage og sabotage til magtkampe, hævntogter, opdagelsesrejser og oprør.

Der er adskillige lag, temaer og filosofiske, eksistentialistiske, tankevækkende, debatskabende idéer. Men der er også god, gammeldags action, spænding og endda uhygge. Det er skøn underholdning for science fiction- og andre genrenørder.

Vold, sex, nøgenhed

Det er en serie skabt i kølvandet på Game of Thrones. Der er masser af vold, sex og nøgenhed. Især Thandiwe Newton lægger krop til. Men hendes rolle er meget, meget mere end en velformet bordelmutter. Hun er et af seriens bærende elementer og aldeles fremragende. Både rollen og hendes skuespil.

Blandt mange andre må jeg også fremhæve Anthony Hopkins og Ed Harris. Et par aldrende herrer, der er bedre end nogensinde. Begge i fantastiske roller også.

Thandiwe Newton som Maeve.

Endelig er der danske Sidse Babett Knudsen. Hun leverer en solid præstation i en vigtig rolle i første sæson. Hendes danske accent skurrer en anelse i danske ører, men rollen er af dansk oprindelse, så hun skal jo lyde, som hun gør.

Jeg har netop set første sæson. Ja, jeg er lidt bagud med nogle serier. Men jeg glæder mig til resten. Det er en fremragende serie, fuld af spændende, uventede drejninger på et fascinerende fundament af god, gammeldags science fiction.

Du kan se den på HBO.

Nøgleord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .Bogmærk Permalink.

Lukket for kommentarer.