Willow er en eventyrfilm fra 1988 skrevet af George Lucas og instrueret af Ron Howard. Førstnævnte behøver næppe nogen introduktion. Sidstnævnte er bl.a. kendt fra TV-serien Happy Days, men han har også instrueret film som Flammehav og Apollo 13.
Den onde dronning Bavmorda indespærrer alle gravide kvinder for at finde et nyfødt pigebarn med et særligt modermærke og stoppe en profeti, der varsler hendes eget endeligt. Men det lykkes en jordemoder at flygte med barnet, og før hun bliver fanget af dronningens soldater, sender hun pigen ned af floden på en improviseret tømmerflåde.
Willow Ufgood (Warwick Davis), en bonde i et lille dværgsamfund, finder barnet og får til opgave, at bringe hende sikkert tilbage til menneskene. Og resten er en eventyrlig fortælling, hvorfra jeg ikke vil afsløre mere af handlingen. Jo, én ting. Willow får god omend modvillig hjælp fra en opblæst, men tilpas kompetent fægtemester spillet af Val Kilmer.
Filmen blev ikke det store biografhit, de håbede, og modtagelsen var blandet. Men jeg husker den som et herligt eventyr fra min barndom, og jeg morede mig bravt, da jeg så den igen.
Den er ikke på højde med eventyrfilm som Labyrinth og The NeverEnding Story. De er bedre på alle niveauer, og Willow er en letbenet actionkomedie. Den er heller ikke ældet specielt godt. Effekterne ser forfærdelige ud i dag.
Men der er god kemi og humor i det umage makkerskab mellem Warwick og Val, og der er masser af skøn nostalgi i filmen. Jeg har ikke set den for sidste gang.
